I Folkeskolen nummer 23 kunne vi læse et yderst interessant interview med lektor Carsten Jessen, Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor han fortalte om den måde, børn og unge lærer computerspil på, og om hvorvidt måden at lære på kunne overføres til skolens undervisning, og ugen efter udbyggede han sin beretning i tv-interviewet »Skolebænken« på dk4 (kan ses på folkeskolen.dk. Redaktionen). Carsten Jessens undersøgelse er én blandt mange andre, der peger på, at børn og unge i høj grad har taget nye udviklingsarenaer (især it) i brug i deres dagligdag.

Han stiller et centralt spørgsmål, når det handler om, hvad en god lærer skal kunne i dag, nemlig: »Hvordan kan man få øje på læringsnetværk?«

Carsten Jessen giver ikke selv svaret, men fortæller medlevende om de læreprocesser, børn og unge gennemlever i forbindelse med computerspil. En indsigt, han har oparbejdet ved at udarbejde en kulturanalyse af den måde, børn og unge spiller computerspil på og forholder sig til disse.

Desværre er det min oplevelse og vurdering, at alt for mange lærere ganske enkelt har svært ved at forstå moderne børn og unge.

Problemet er, at hvis man ikke er uddannet til at opnå indsigt i, analysere og vurdere børn og unges kulturelle udtryk, har man dårlige forudsætninger for at bedrive meningsfuld praktisk pædagogik. Skal man som lærer i folkeskolen på nogen måde have held med at tage individuelle hensyn i undervisningen, er det en forudsætning, at man ved, hvad man skal relatere de individuelle hensyn til, og hvordan de kan relateres til den enkeltes kulturelle identitet.

Pointen er altså, at den moderne lærer har brug for nye redskaber til løbende at opnå indsigt i børn og unges liv. Som voksne har vi begrænset adgang til store dele af unges liv, og det er heller ikke alle dele af det, vi partout skal have adgang til. Men hvis vi i skolen ønsker at tilrettelægge de sociale rammer, så de støtter unges udvikling og læreprocesser bedst muligt, må vi blive langt bedre til løbende at opnå indsigt i børn og unges forestillinger og forventninger til »meningsfulde læreprocesser« og ikke mindst indsigt i, gennem hvilke udviklingsarenaer de dannes.

Derfor er der behov for på alle niveauer i uddannelsessystemet at tænke over, om ikke det er på tide at redefinere folkeskolelærerens pædagogiske faglighed og rette meget mere fokus på en undrende og nysgerrig tilgang til børn og unges yderst komplekse levede liv.

Altså: Nedprioriter praktisk pædagogik i læreruddannelsen og indfør i stedet kulturanalyse som obligatorisk element og ikke mindst som centralt perspektiv i efter- og videreuddannelsen af folkeskolelærere. Alle ikke mindst lærerne selv ville være tjent med det perspektivskifte.