Formanden for DLFs pædagogiske udvalg Ole Holdgaard efterlyser i Folkeskolen nummer 20 en mål- og værdidebat om skolen, der med en kraftanstrengelse igen kunne gå hen og blive en fælles kulturbærende institution i Danmark. Forudsætningen synes imidlertid at være, at kulturen og dermed værdidebatten kun skal handle om det, som alle kan kapere. For det er desværre et sådant slutmål, Ole Holdgaard stiller som forudsætningen for en korrekt ført debat. Kulturen må med skolens hjælp ikke rage højere, end alle og enhver kan nå den. Derfor kan Ole Holdgaard ikke døje de nationale test, der kunne tænkes at favorisere de bogligt stærke. Værdidebatten bør altså stile efter at cementere et skolesyn, der ikke tillader nogen at distancere sig fra middelmådigheden. Eller som Anders Bondo Christensen i nummer 17 med en flot deklamatorisk Reumert-replik udtrykker konsekvenserne af test i dansk, matematik og anden ækel faglighed: »Uha, vi (lærere) skal i hvert fald sørge for, at eleverne kan det, som de bliver testet i«. Jo, for da det jo drejer sig om test i faglige færdigheder, kunne lærerne nemt forledes til at vægte noget fagligt i undervisningen, og det lyder da uhyggeligt med al den faglige indlæring. Eleverne skal nok testes, men vi må sørge for, at testene ingen konsekvenser får for undervisningen. For vi kan altså ikke have en skole, der reelt prøver at hæve det faglige niveau, som alle ellers taler så meget om. Og da slet ikke, hvis det betyder, at den utilpassede bogligt velbegavede del af elevskaren skulle få mulighed for at snuse til nogle højere kulturelle lag, end deres mindre begavede kammerater får. Kan man manøvrere uden om alle sådanne forsøg på vægtning af den faglige undervisning, skulle der vist ikke være den store risiko ved at slippe mål- og værdidebatten løs. God fornøjelse.

Svar

Der må være to ord, som skurrer gevaldigt i Vagn Madsens ører: »fælles og fællesskab«. Hver gang nogen formaster sig til at bruge dem om folkeskolen, går han i sort og drager automatisk den konklusion, at det at være fælles om noget som helst automatisk fører til, at målet sættes efter den laveste fællesnævner.

Det gælder, både når foreningen tillader sig at udsende »Faglighed i fællesskabets skole«, og når det handler om en fælles værdidebat. Madsen vil tilsyneladende helst undgå, at nogen, der ikke lever op til hans intellektuelle og kulturelle krav, blander sig.

I virkeligheden handler det måske om, at Vagn Madsen ikke ønsker den overordnede værdidebat om folkeskolen, for det ville jo tvinge ham til at komme ud af busken med en beskrivelse af den skole, han ønsker. Alle hans skriverier tegner et billede af en niveaudelt skole, hvor man kan koncentrere sig om de fagligt dygtigste og så lade djævelen tage dem, som kan sorteres fra ved at bruge obligatoriske test. At udsætte alle elever for den samme obligatoriske test uanset deres faglige niveau er vel dybest set et udtryk for det ligemageri, der ellers er Vagn Madsen så inderligt imod.

En ting kan jeg love Vagn Madsen. En skole, der bygger på det menneske-, skole- og undervisningssyn, man kan stykke sammen af hans fragment-argumentation, bliver vi aldrig fælles om.

Ole Holdgaard, formand for DLFs pædagogiske udvalg