»Er det ikke helt forfærdeligt?« sådan indledte en kvinde, jeg husker fra min barndom, enhver samtale til enhver tid. Så kom en lang svada af alt det forfærdelige. Jeg tror, jeg har overtaget den attitude på mine gamle dage, for hvad er der ikke sket af forfærdeligt, ikke mindst i skoleregi. Men nu er oprundet tider, hvor flere og flere synes det samme om alt det forfærdelige. Der går ikke mange dage, hvor jeg ikke får øje på meninger, som lige er mine. Det var nu let at forudse. Der ville komme en brat opvågning, hvis man var til sinds at bevare en fælles skole som grundsubstans og ikke blot en fælles pasningsordning. Alting kommer for en dag, hvis man venter længe nok. Nu lyder det for alvor, som om man ønsker lærere med faglig stolthed, der vover at stille krav og ikke er undertrykte. De dummeste af alle skolefolk må da være dem, der tror, at børn kan trives, oplæres og tilføres værdier helt uden struktur og lærerstyret undervisning. Men de er vist ved at blive klogere nu.

I øvrigt synes jeg, det var helt forfærdeligt at læse her i bladet, at nogle lærere det er nok kvinder bliver syge af at arbejde sig halvt ihjel, fordi de ikke i tide har agtet på, hvor vigtigt det er også at finde plads til at være dovne og selvcentrerede, jo, jeg kender godt de stakler, det er sandt nok, de er aldrig i ro, blikket flakker, og det perfektionistiske gen arbejder i døgndrift. Arbejdsafhængig fy for den. Jeg tror, der er færre af dem her i Vendsyssel, hvor vi er mere tilbøjelige til at sætte hælene i og fornuftigt sortere lidt i de mest fjollede tiltag til gavn for alle. Det er jo klart rigtigt, at netop lærerjobbet kan indebære den omtalte stress-fare, for man bliver jo aldrig færdig, og dårlig samvittighed er det let at få dertil kommer lærerhetzen og kampen for overlevelse. Jamen, hvor er det dog forfærdeligt at få ødelagt hele livet på grund af et job. Her er endelig en fare, jeg aldrig ville komme ud for. Så mangen engang smed jeg mig på sofaen efter skoletid, lod telefonen ringe, tog en lur, læste lidt eller i den lyse tid ud i haven og pille i jorden og tage det daglige livtag med fem millioner skvalderkål så afstressende med solen til at varme rygstykkerne og fingrene i den varme muld, fuglene til at levere musikken så tyst og fredeligt. Jeg indrømmer, at det tit var mindre morsomt de sene aftener, hvor jeg ikke havde tid til at gå i seng med en bog, og hvis flimmeren var god, kom jeg i ren tidsnød dengang hændte det, at der var seværdige tv-udsendelser.

Men nu er der sket det ovenud lykkelige for den danske lærer, at sommerferien står for døren og forlænget i år vistnok det har jeg det ikke godt med at høre, for jeg har jo mistet den for stedse. Hvor jeg altid glædede mig til den ferie i lang tid i forvejen.

God, velfortjent sommerferie.