Anmeldelse

Diagnose under kritik

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Damp-begrebet sygeliggør børn på et tvivlsomt grundlag, mener svensk sociolog

Damp-børn er per definition ofre for deres egen biologi og ikke for sociale misforhold og overgreb betinget af samfundsforandringer. Der findes, påstår visse forskere - og disse forskere har lige nu ordet i Sverige - neurologiske forstyrrelser, som siges at være årsag til en adfærd, som til forveksling ligner den, som andre - 'normale' - mennesker viser, når de udsættes for social uretfærdighed.

Forfatteren har i bogen udforsket dette perspektiv, og hun gør det grundigt og seriøst. Eva Kärfve er sygeplejerske og sociolog og har gennemarbejdet relevant forskning og videnskabelig litteratur af blandt andre Michael Rutter, der er en internationalt kendt børnepsykiater.

MBD, begrebet om minimal hjerneskade, er for længst afskaffet, fordi der ikke fagligt var hold i det. Men Eva Kärfve påviser, at det er den samme gruppe børn, der er videreført i begrebet Damp, der beskrives af enkelte svenske forskere som en tilstand uden kendt årsag, som rammer flere og flere.

På trods af at den grundlæggende årsag til Damp er ukendt, anføres der i al svensk litteratur om Damp, at tilstanden bunder i en hjernedysfunktion.

I nyere forskning giver en stor del af de målelige hjerneskader sig ikke udslag i barnets adfærd eller indlæringskapacitet. I en undersøgelse af store skader i hjernevævet, bekræftet ved kirurgiske indgreb, viste det sig således, at kun en tredjedel af børnene havde neurologiske tegn nogle år senere. Og i et studium af børn med hjerneskader med væsentligt hukommelsestab efter skaden viste kun halvdelen tegn på neurologisk afvigelse. Dette kaster en skygge over den tanke, at små skader, som er så minimale, at man aldrig kan vide, om de har ramt barnet eller ej, skulle kunne give betydelige handicap.

I en henvendelse til Socialstyrelsen angiver de omtalte svenske eksperter, at ti procent af alle børn lider af kombinationsdiagnosen Damp/Adhd.

I bogen kritiseres omfanget af og afgrænsningen mellem, hvad der er Damp, og hvad der ikke er Damp. Der er tale om en sygeliggørelse, der drejer sig om dels dette store antal børn, der skulle have dysfungerende hjerner, dels at det enkelte Damp-barn ikke forudsættes at have en normal psyke på noget område. Deres angst eller depression beskrives ud fra den forstærkede sårbarhed, som igen forårsages af hjernedysfunktionen. Eksperternes anbefalinger er få: segregation og Ritalin og en erkendelse af 'handicappet'. Forfatteren undrer sig med rette over, at en sådan erkendelse skulle betyde en fordel. Ved at acceptere, at man er noget dårligere end andre (det indebærer dysfunktionen), skulle man få mere selvtillid!

Det er usædvanligt, at en fagperson fra et andet fag leverer en så velunderbygget kritik. Kritikken og diskussionen burde for længst have foregået inden for børne- og ungdomspsykiatrien, men det har ikke været tilfældet. Det er en meget tankevækkende bog, som jeg varmt vil anbefale.

Hjärnspöken, DAMP och hotet mot folkhälsan

Af Eva Kärfve

248 sider, 283 kroner

Brutus Östlings Bokförlag Symposium

Stockholm/Stehag, 2000