Anmeldelse

Bogstavshuset

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Bogstavhuset' er en særdeles fantasifuld historie om de 28 velkendte bogstaver. På en ny måde giver Grethe Fisker hvert eneste bogstav liv, sjæl og personlighed.

Historien er meget enkel. De 28 bogstaver ankommer et for et til bogstavhuset, der har 28 værelser. Hvert bogstav har sine egne karakteristika. Lille 'i' er den lille fjollerik, der altid glemmer sin prik. 'F' er fræk og drillesyg, mens 'd' er en rigtig madamme, der stiller krav om renlighed og orden. I løbet af historien besøger bogstaverne hinanden, og vi kommer til at kende dem et for et.

Bogen skal bruges til oplæsning for en hel klasse eller måske en lille gruppe børn. Der er meget at snakke om og gode muligheder for at udnytte sin egen fantasi og bygge videre på historien. Det vil også være oplagt at få børnene til at lave tegninger, som de så selv kan fortælle en historie om bogstaverne ud fra.

Bogen har et klassisk layout med illustrationer i klassisk snit af Per Tjørnild. Med bogen følger to bogstavark i stift karton, som kan købes separat i sæt a 15 styk. Alle bogstaverne kan købes i A5-format til ophæng i klassen - måske som fornyelse i forhold til de traditionelle A'er med aber og B'er med bananer.

Hvis man har behov for at få de 24 helsides tegninger som blikfang under oplæsningen, kan de fås som transparenter. Endelig er der udarbejdet et idéhæfte til 'Bogstavhuset'.

Det er rart med fornyelse på et område, som vi har arbejdet med i folkeskolen i 100 år. Dette materiale har en meget høj kvalitet og kan række langt ind i det 21. århundrede. Jeg vil anbefale materialet meget varmt til starten af første klasse og til børnehaveklassen, hvor arbejdet med sproglig opmærksomhed retteligt har sin plads.

Ulla Clasen