Steen Hansen, der selv er gymnasielærer, har villet skrive en roman om sin skoles velkendte problemer med den overhåndtagende administration, de umotiverede elever, den i pædagogikken uengagerede ledelse. Det er blevet til en ret trist affære, hvor det slet ikke lykkes for forfatteren, hvilket er hans erklærede hensigt, at følge i Scherfigs fodspor. Man savner stærkt de anskuelige situationer, den falske loyalitet med lærerne, de træffende replikker. Forfatteren har ikke formået at løfte sit stof ud i strakt arm, det er tyngende og udførligt sagsredegørende som en for lang artikel. Fiktionen får ikke vinger. Bedst er slutkapitlet, hvor Mortensen, som hovedpersonen hedder, beslutter sig for at tage sin afsked, idet han kan se frem til lykkelige år med sin herlige kone, Lise. Hun er det beskedne solstrejf i bogen, der ikke kan anbefales til Folkeskolens læsere.