Det er ikke altid nemt at finde ud af, hvad landets politiske leder, Anders Fogh Rasmussen, egentlig mener. I sidste valgperiode gjorde han i en åbningstale i Folketinget voldsomt op med det, han hånende kaldte »rundbordspædagogikken«. Den skulle ud af skolerne, skulle den, så fagligheden kunne blive styrket.

Nu melder han ud, at kreativiteten skal styrkes.

»Det er ikke nok at skabe faglige nørder. Vi skal bygge på de styrker, vi har i Danmark, hvor vi er gode til at samarbejde på tværs, få gode ideer og er opfindsomme«, sagde han efter det første møde i Globaliseringsrådet i april.

Jamen, de styrker er jo netop et produkt af den »rundbordspædagogik« eller reformpædagogik, der har præget den danske folkeskole siden den blå betænkning fra 1960, og som har nået et foreløbigt højdepunkt i 1993-skoleloven.

Gennem for eksempel projektarbejde og en eksperimentel tilgang til naturfagene lærer eleverne at analysere nye problemstillinger, at samarbejde og søge oplysninger på egen hånd.

De lærer at lære, og netop dét er guld i den danske folkeskole og måske en af grundene til, at Danmark klarer sig så godt i den nye økonomi på det globale marked. Det engelske magasin »The Economist« har eksempelvis for nylig analyseret sig frem til, at Danmark er verdens bedste land at investere i.

Der har været bred folkelig og politisk opbakning bag den progressive pædagogik siden 1960erne. Den eneste begivenhed, der har pillet ved troen på denne pædagogik, er de internationale undersøgelser, som har sendt rystelser gennem nationen.

Og som har fået Anders Fogh og hans regering til at ryste på hånden og indføre stive systemer som kanon, bindende trinmål og måske snart nationale test på udvalgte klassetrin op gennem skoleforløbet. Metoder, der akkurat modarbejder de styrker, som statsministeren nu besynger og mener, landet skal leve af i fremtiden: Kreativitet, opfindsomhed og samarbejdsevne.

Det er glædeligt, at statsministeren tilsyneladende er blevet klogere. Forhåbentlig vil han snart indse, at formålsparagraffen i den danske skolelov er som skabt til den moderne globale verden, og indse, at Pisas forestilling om, at man kan måle de kompetencer, der er brug for i en moderne verden, er håbløst naiv.

Det er desuden klædeligt, at statsministeren tilsyneladende også er blevet mindre arrogant end i hin åbningstale. Efter det første møde i Globaliseringsrådet tilføjede han:

»Til efteråret vil vi give nogle bud på, hvad kreativitet så betyder i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Men der er mange, der har forskellige opfattelser af det«.

Ja, der er mange, der har en mening om skolen, men kun få, der har en egentlig viden om den: Lærerne. Spørg dem, hr. statsminister.

Jvo