Debat

Forvrøvlet leder

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Thorkild Thejsen gør sig i lederen i Folkeskolen nummer 20 lystig og ironisk over min anvendelse af tal og begreber, men hvis ikke han selv kan læse og gengive, så prøver jeg igen.

Udtrykket »funktionelle analfabeter« stammer fra pædagogiske forskere i starten af 1990erne. Som jeg flere gange har tilkendegivet, kan vi for min skyld kalde det for noget andet det interessante er, at vi har en meget stor gruppe af skoleelever, der har vanskeligt ved at forstå og gengive tekster af en vis sværhedsgrad.

At give mig eller min forgænger ansvaret for at »forplumre debatten og stemple en gruppe svage unge på helt forkert grundlag« er ansvarsløst. Der er fremlagt betydeligt datamateriale for, at vi i skolen har problemer med læsning for 17 procent af eleverne. Konkret ifølge Pisa 2003 er det 11,9 procent af de danske elever, der ligger på Pisa-skalaens niveau 1, som er den gruppe, der ifølge forskerne med stor sandsynlighed vil have vanskeligheder ved at leve op til de læsekrav, et moderne samfund stiller. Hertil kommer de 4,6 procent, som har så dårlige læsefærdigheder, at de end ikke når op på niveau 1. Det skal vi gøre noget ved, og ved at fortsætte en udsigtsløs snak om, hvilket begreb der er mest passende for problemet, får vi ikke gjort noget ved det.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Helt galt går det, når Thejsen beskylder mig for at blande de »17 procent, der har læsebesvær, når de er færdige med folkeskolen«, sammen med de 20 procent, der aldrig får en ungdomsuddannelse. Læseren må få det indtryk, at jeg taler om samme størrelser, men det gør jeg ikke. Den interesserede læser men altså ikke Thejsen kan læse disse forskellige tal på ministeriets hjemmeside og selv studere det refererede interview i »Uddannelse«.

Jeg blander ikke tallene sammen, det gør Thorkild Thejsen i en kaskade, der involverer »god vilje hos en matematikcensor«! Hvad mon en journalistcensor mener om den gengivelse af kildemateriale?

»Det ville klæde ministeren og fremme en saglig debat hvis de begreber og tal, der anvendes, blev noget mere præcise«. Jeg er helt enig, men det fordrer jo, at man bliver gengivet korrekt.

Svar

Ja, begrebet »funktionelle analfabeter« er fra den pædagogiske forskning i 1990erne. Men det optræder ikke i Pisa-rapporterne. Det kom kun ind i debatten, fordi undervisningsminister Ulla Tørnæs brugte det i sin pressemeddelelse om Pisa. Deraf forplumringen.

I interviewet i »Uddannelse« siger Bertel Haarder: »Det vigtigste lige nu er hele projektet med at få flere unge i gang med en uddannelse. Det har at gøre med Pisa-undersøgelserne, som viser, at 17 procent har svært ved overhovedet at sætte sig ind i stoffet. Nogle afsnit senere bliver det til: »Og derfor nytter det ikke noget, hvis op mod hver femte ikke får andet end en almindelig folkeskoleuddannelse«.

Men okay. Lad os koncentrere os om at forbedre alle elevers læsekompetencer. Og alle unges muligheder for uddannelse og arbejde.

Thorkild Thejsen, chefredaktør, Folkeskolen

Powered by Labrador CMS