Anmeldelse

De illegale

Holger Danske - ungdomsoprør uden sikkerhedsnet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 60-året for Danmarks befrielse er der helt naturligt udkommet et væld af nye bøger, der nyfortolker besættelsestiden. "De illegale" er imidlertid en genudgivelse, da den oprindelig udkom i 1963 og igen i 1985. Bogens forfattere var begge med i modstandsgruppen Holger Danske som 19-årige store drenge eller unge mænd. De beretter nøgternt om "livet under jorden", om deres falske identitetspapirer, deres dæknavne og pistolen i frakkelommen. Det er en fortælling på flere niveauer. Læseren bliver sat ind i Holger Danske som organisation, den nødvendige disciplin, de forskellige sabotagehandlingers grundige tilrettelæggelse, både de sabotagehandlinger, der blev gennemført, og dem, der blev afblæst i sidste øjeblik. Stikkerlikvideringer hører til sabotørernes hverdag, og sabotørerne skal leve med besættelsesmagtens gengældelsesdrab på uskyldige mennesker. For mig er beretningen mest interessant på det psykologiske niveau. Ikke mindst Gunnar Dyrberg fortæller om det nervepirrende ved hele tiden at skulle finde et nyt logi og bestandig at føle sig forfulgt eller overvåget. Han fortæller om de mange søvnløse nætter, hvor tankerne går til de kammerater, der enten blev dræbt under en sabotagehandling eller pågrebet, udsat for tortur og senere henrettet i Dagmarhus´ kælder eller i Ryvangen. Undertitlen er ny og rummer en særlig pointe. De unge modstandsfolk gjorde oprør mod både den danske regerings samarbejdspolitik og den tyske besættelsesmagt. De gjorde det med livet som indsats. Den kun 23-årige Christian Ulrik Hansen, som blev henrettet i juni 1944, skrev i et af sine sidste breve til en modstandskammerat: "Livet og døden er kun overfladiske modsætninger. Også livet henter sin næring i dødens land". Nutidens unge får indsigt i de store livsspørgsmål ved at læse denne bog.