For 25 år siden

Ved Margit SchaleckHalvdelen overvejede at kvitte

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

At de nybagte lærere modtager et realitetschok, når de begynder i skolen, fremgår klart af en undersøgelse foretaget af fire studerende på Jelling Seminarium sammen med deres lærer, adjunkt Niels Barkholt. Som et led i undervisningen i samfundsfag udarbejdede de fire i vinter et spørgeskema og sendte det ud til 189 af dimittenderne fra 1976 og 1978. Omkring halvdelen af de adspurgte sendte skemaet retur med svar.

De nye lærere oplever et voldsomt arbejdspres sammen med betydelige disciplinære problemer. Og selv om de fleste får hjælp af erfarne kolleger, må det konstateres, at der er brug for en lærerstarts-ordning.

»At komme fra seminariet og ud som lærer i folkeskolen var for mig en oplevelse, der nærmest kan sammenlignes med det at blive smidt over bord midt i Nordsøen efter at have lært svømmeteori«, lød et af svarene.

Ud af 84 var der 40, som havde tænkt på at holde op som lærer, og adskilligt flere end halvdelen af dem havde følt sig udsat for et »realitetschok« ved overgangen til jobbet som lærer i folkeskolen.

Folkeskolen nummer 19

Maj 1980