Debat

Jeg er lærer

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Svar til Theis Hansen, som i Folkeskolen nummer 19 skriver:

»Skolerne/forældrene forventer lærere i folkeskolen«. Jeg er lærer, men ikke fra seminariet. Hvis skolen forventer noget andet, skulle den ikke ansætte mig.

»... man (kan) altså ikke forvente, at man har særstatus ...«.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg forventer ikke særstatus, men ligebehandling. Mine kvalifikationer skal vurderes og lønnen stige automatisk.

»Hvis det er så urimeligt, det Øjvind Hesselager er udsat for, hvorfor er han så i folkeskolen?« Folkeskolen har ikke behandlet mig urimeligt. Det har kredsen og DLF fagforeningen er ikke det samme som folkeskolen.

»Han siger samtidig, at han overhovedet ikke overvejer at tage en merituddannelse, da han finder sine egne kvalifikationer bedre. Et stort klap skal lyde herfra for, at man kan rose sig selv så meget på så kort tid«. Jeg har ikke sagt, at mine egne kvalifikationer er bedre end merituddannelsen. Jeg har sagt, at jeg føler, at jeg er tilstrækkeligt godt klædt på til at begå mig i folkeskolen. Ellers var jeg heller ikke blevet ansat.

»Den bedste linje i artiklen er dog stadig og mit medfødte pædagogiske talent. Tænk hvis vi alle kunne agere som ham, så kunne man springe meget over eller helt vælge det fra, fordi man har et medfødt talent«. Jeg tror, vi alle har en medfødt indre pædagog også Theis Hansen. Samtidig har et 42 år langt liv lært mig meget. Det samme har et væld af vikartimer. Og jeg tror ikke, at seminariets 0,2 årsværk i almen didaktik gør meget fra eller til.

Theis Hansen slutter:

»Hvis man ikke finder sin arbejdsplads god/behagelig, eller hvis der er andet, som er utilstrækkeligt, må man forlade stedet eller erhvervet«.

Jeg holder af skolen og jobbet som lærer. Men jeg synes ikke, DLF er nuanceret nok i sit lærersyn derfor er jeg ikke medlem.

Forkortet af redaktionen, som hermed betragter denne debat for afsluttet i bladet.