Lars-Henrik Schmidt giver i Folkeskolen nummer 17 udtryk for, at lærerne har mistet entusiasmen og arbejdsglæden. Tidligere var det fedt, for da skulle vi ændre verden, og lærerne bidrog aktivt med pædagogiske ideer. Lærerne er blevet lønarbejdere tilbagetogets helte, som savner anerkendelse. Der er ikke mere at kæmpe for, mener han.

Nyt at opleve ham som grædekone, og hvad angår verdensrevolutionen så fik vi, der begyndte vores gerning i indoktrineringsdebattens slagskygge, mere end rigeligt af mistanken om, at vi lærere plejede »højere formål« med vores undervisning. Højere formål, som leverede mening til os selv. Mistanke om selvretfærdighed og farisæisme kan hurtigt ramme os igen.

Der er i høj grad noget at kæmpe for. Mere end nogen sinde. Også i folkeskolen udfordres vi af førmoderne menneske- og samfundssyn, som kræver lærere, der besinder sig på den kultur, vi er rundet af, og de værdier, vi bygger på. Alle værdier kan ikke relativeres. Nogle er vigtigere end andre. For eksempel de værdier, der har præget vort samfund siden oplysningstiden: Adskillelse af religion og samfund. Menneskers ligeværd, også mellem kønnene. Individets rettigheder (frihed til at bestemme over eget liv). Kritik af autoriteter. Respekt for minoriteter (herunder seksuelle). Retsstat. Pluralisme. Tolerance og demokrati.

»Vi har ikke længere den kraft og drift, som lå i det pædagogiske projekt i 1970erne og 80erne«, siger han. Nej, det er jo rigtigt, men meget af det var varm luft, og hvad værre er: Pligt, paratviden og høflighed gik tabt med dramatiske konsekvenser for folkeskolen.

Der er meget at kæmpe for og meget at kæmpe imod.