Debat

Specielle kvalifikationer

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når jeg sammenfatter essensen af de svar, der hidtil er kommet på folkeskolen.dks netdebat efter interviewet om lærere uden seminarieuddannelse i Folkeskolen nummer 17, slår det mig, at der er mange kritikere, der dybest set mener, at jeg og mine partsfæller da bare kan se at tage den læreruddannelse. Hvordan kan vi dog tro, at man kan opholde sig i folkeskolen uden seminarieuddannelse? Og i forlængelse heraf: Hvis man ikke tager uddannelsen, så skal man ikke regne med samme rettigheder i DLF. Hvilket så også betyder ganske paradoksalt at foreningen reelt organiserer en uddannelse og ikke en funktion.

Mit svar er: Seminarierne ejer ikke folkeskolen. Når vi er ansat af lovlige organer, og når vi kan optages i DLF, så skal vi regnes for ligestillede. Derfor skal vi have automatisk progression i lønnen, og vi skal have realitetsbehandlet vores specielle kvalifikationer, så vi ikke behandles og fastholdes som nyuddannede i al evighed.

Jeg har modtage mail fra ligestillede, der er glade for, at en forening for lærere med specielle kvalifikationer er på vej. Man kan spørge, hvorfor disse lærere ikke finder vej til netdebatten. Svaret er enkelt: De frygter, at den mob-ning, de udsættes for fra DLF og kredsene og tillidsrepræsentanterne ved ansættelse, skal ramme dem i debatten. Jeg forstår dem godt.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Mange har understreget, at vi ikke skal grave grøfter, og jeg er enig. Vi vil det ligeværdige samarbejde, og vi vil behandles ligeværdigt af DLF for at sikre den fortsatte udvikling af kvaliteten af undervisningen. Det er også det budskab, vi undertegnede og en eller to andre lærere vil overbringe Bertel Haarder.

Jeg er ked af den ofte uforsonlige tone i debatten. Jeg og mine »støtter« er ikke modstandere. Vi vil gerne organiseres i DLF. Vi er cirka 2.000. Og jeg og en eller to af mine lidelsesfæller møder gerne op hos Anders Bondo og drøfter sagen.

Forkortet af redaktionen

Powered by Labrador CMS