Eftertanker

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Du milde, er det virkelig tres år siden. Jeg fatter det ikke. Tres? Sandt nok som de gamle altid sagde: Tiden flyver af sted hurtigere og hurtigere. Den 4. maj 1945 om aftenen cyklede jeg rundt på vejene i lun aftensol i min nye rødternede kjole med bælte og lægget nederdel, hvide ankelsokker og sandaler otte år gammel og Danmark frit. Min storebror havde lagt et dannebrogsflag af papir midt på spisebordet til aftenkaffen, venner og naboer strømmede til, og stemningen sidder i mit sind og lader sig ikke beskrive. Slut med de sorte mørklægningsgardiner for, inden vi måtte tænde lyset. Slut med angstfyldte luftalarmer, hvor jeg blev hevet med i kælderrum. Engang var mine forældre ikke hjemme, da det blæste til luftalarm, husker bare helt tydeligt, at min ældste bror hev mig op fra søvnen og tog mig på armen ned i kælderen, og at han efter en tid lige ville ud for at kaste et blik på himlen, inden alarmen var blæst af. Hvor blev vi andre søskende bange ... nu dør han nok. En anden dag var jeg sammen med min mor lige kommet med toget til Aalborg, vi skulle på det fine konditori »Kristine«, hvor der sad fornemme damer med hatte og drak kaffe af tynde kopper og spiste fine kager til, da blev der igen luftalarm, og vi løb mod nærmeste beskyttelsesrum. Her sad mange mennesker, og jeg kan endnu høre, da alle begyndte at synge: »Ingen er så tryg i fare som Guds lille børneskare«.

Jeg fik besked om, at jeg aldrig skulle tale til en tysker, ej heller svare en tysker eller se på en tysker. Jeg blev hentet fra danseskole af min storesøster de mørke eftermiddage. En dag da vi kom forbi den skole, som var min, men som fjenden havde hugget, gik en tysker frem mod os og sagde til min søster »smukke pige«. Hun blev meget vred over det og hev mig hurtigt videre. Min storebror gik under jorden en tid, hvilket jeg ikke forstod betydningen af. Så vel »jord« for mig. De voksne brugte tit vendingen: »Han var gal som en tysker«. Jeg overtog den beskrivelse og brugte den automatisk mange år efter. Tit så jeg fra vores karnapvindue de marcherende soldater i snorlige rækker, taktfast og højt syngende. Hvor vi dog hadede tyskerne. Hver og en. Selvfølgelig gjorde vi det. Siden har jeg ikke kunnet lide dem nu i tres år. Ingen af dem. Hvilket ikke bør chokere nogen end ikke lærere af den grund at jeg for det første ikke ville drømme om at fortælle det til nogen, og for det andet uddør vi snart, min generation, os, der lagde krop og sjæl til, os, der var følsomme børn, da tyskerne tog vores tryghed og vores land. Men jeg sværger på, at jeg altid har ladet, som om tyskerne var lige så gode som alle andre, når det krævedes.

Så langt kan man godt komme ud.

Men at der nu er gået tres år, siden jeg cyklede omkring den aften og var så glad, ja, det kan godt gøre mig tænksom.

Else

Powered by Labrador CMS