Folkeskolens leder:

Frihedsbudskabet

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Her er London, her er London ...« suser og knaser det fra grammofonen på katederet. Læreren står ved siden af. Blikket er fast, stemningen er alvorsfuld. »I dette øjeblik oplyses det fra Montgomery, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig ...«.

Scenen gentog sig hvert forår i 50erne, da undertegnede signatur frekventerede folkeskolen. Historielæreren har sit frihedskæmperarmbind med. Frede ranker ryggen, da han får lov at prøve det. Han er født den 20. april 1945, samme dato som Adolf, som også gik på skolen og var fem år ældre.

Adolf havde det derimod ikke godt med det navn og den dato. Men i skolen var det det samme hvert forår. Det eneste, der varierede, var, om vi så filmen i april eller maj, og om den handlede om de danske frihedskæmpere eller om nazisternes koncentrationslejre. Det blev bestemt af, hvad der kunne skaffes hjem fra Statens Filmcentral.

»Og husk, at vi alle sammen skal have lys i vinduerne i aften«, lød lærerens formaning ved undervisningens slutning den 4. maj. Hvert år.

Det huskede vi. Selvfølgelig.

De modigste huskede også at strække arm og råbe »Heil Hitler«, når de cyklede forbi, nede hvor Adolf boede. Hans far var tit arbejdsløs og gik ofte og rodede ude i haven. Garanteret doven. Mente vi. Dagens helt i skolegården var ham, der stjal et stykke kridt og tegnede et hagekors på Adolfs tornyster.

Verden var enkel dengang. Aldrig mere 9. april, de fem forbandede år, hjælpen til jødernes flugt, alsang og folkestrejke. Det var en flot og ren fortid, vi lærte om.

Det handler om at have valgt rigtigt.

Anders Fogh Rasmussen siger det lidt anderledes på www.befrielsen1945.dk

Valget står mellem »at tage klart stilling og dermed udsætte sig selv for en stor personlig risiko. Eller at bøje nakken, følge med strømmen og prioritere sin egen velstand og sikkerhed«, konkluderer statsministeren.

Nu viser historien aldrig sit alternativ, men der kan argumenteres for, at en voldsommere dansk modstand i april 1940 ville have betydet sønderbombede byer og en nazistisk regering med de konsekvenser, det ville have haft. Så valgene er ikke altid nemme.

Én ting må vi kunne hente ud af historien: Den historieundervisning og det, der skal læres i samfundsfag, må være meget mere nuanceret end det, der blev tilbudt tidligere. Det må gerne handle om både helte og skurke, om stillingtagen og personlige risici. Men forudsætninger, begrundelser og forklaringer skal med. Hvorfor blev der samarbejdet med besættelsesmagten? Hvorfor blev Frikorps Danmark oprettet? Hvorfor var der så få Venstrefolk blandt frihedskæmperne? Hvorfor blev der løjet om stikkerlikvideringerne? Og hvorfor skulle der gå næsten 60 år, inden det for alvor kom bredt frem, at sandheden om de fem forbandede år er meget mere nuanceret end det, der blev fortalt i skoler, forsamlingshuse og medier?

Kampen for frihed, fred og fordragelighed er værd at mindes også med de fejl, som blev begået.

-th

Powered by Labrador CMS