I den pragtfulde spillefilm »Strictly Ballroom« lærer vi noget om kvalitet og udvikling.

Den unge, talentfulde, men vilde Scott Hastings bliver bortdømt fra en danseturnering på trods af sit indlysende talent. Årsag: Han danser med frivole og ureglementerede trin. De magtfulde herrer med hentehår fastholder med alle midler reglerne og de autoriserede trin.

Men hverken talentet og de nye ideer eller den politiske magt kan alene skabe kvalitet og udvikling. Det sker først, da Scott får Francesca som ny dansepartner, og de nye ideer forbindes med historien, kulturen og dansens sjæl i form af den ægte Paso Doble.

Først da omsættes bestræbelserne til kraft, der begejstrer publikum og får magteliten til at bøje sig.

Kraft har vi længe savnet i skoledebatten.

Mere og mere er det politikken og OECDs anbefalinger, der styrer skolens indre anliggender, mens pædagogikken og didaktikken er nødlidende.

Der er efterhånden målsætninger, strategier og kontrolsystemer på fire-fem niveauer. Skolen risikerer at blive styret, bureaukratiseret og kontrolleret i stumper og stykker, for politikerne har ikke noget armslængdeprincip som i kulturpolitikken.

Den samlende kraft, der skal få tingene til at virke, mangler. Eller som formanden for den alternative velfærdskommission tidligere overvismand og socialminister Bent Rold Andersen for nylig i et indlæg på folkeskolen.dk udtrykte det:

»Hvad jeg tror, er, at vi har brug for større frihed for lærerne til at bruge og udvikle deres egne metoder byggende på deres fælles faglighed. Jeg tror, at den voldsomme vækst i regelstyringen af folkeskolen flytter kraften og opmærksomheden bort fra lærerens engagement, optagethed og glæde ved sit fag og sine elever over mod dokumentation af lærerens og elevens præstationer«.

Når Forlaget LM har taget initiativ til Det Alternative Sorømøde, der finder sted på Kerteminde Højskole i weekenden den 13.-14. august 2005, er baggrunden, at vi er rundet af de pædagogisk-faglige lærerforeninger. Vi vil slå et slag for folkeskolens grundlæggende idé som fælles kulturinstitution og for det professionelle råderum, åndsfriheden og metodefriheden, der er en forudsætning for kvaliteten i skolen.

Derfor er det første af to hovedtemaer »Den politiske styring af folkeskolen og det professionelle råderum«.

Det andet hovedtema drejer sig om balancen mellem det individuelle og det fælles, det subjektive og det objektive: »Det almene indhold (fælles viden, fælles normer, fælles opgaver) midt i en kompetencetid«.

Uden pædagogens milde tvang ingen oplysning og myndiggørelse, mente filosoffen Kant. Sammen med Grundtvigs opfattelse af, at individer kun eksisterer i kraft af fællesskabet, og Hal Kochs demokratiopfattelse har oplysningstanken de seneste mange år domineret den danske skole.

Dette skolesyn er imidlertid under pres af moderne eller postmoderne anskuelser med krav om individualisering af læreprocesserne og relativering af den fælles viden.

Opfattelsen er ikke ny, men det er radikaliteten i synet på individet og subjektiviteten.

»Debatten har udviklet sig sådan, at man er gået fra at betragte undervisning som et mellemværende mellem en elev og et stofområde, som en lærer skal formidle, til at betragte det som en terapeutisk virksomhed, hvor det er bearbejdning af elevens forhold til eleven selv, der er målet«, udtalte lektor Jørn Loftager for nylig til Information.

Hvis det er rigtigt, er individualiseringen gået for vidt. Hvis eleven næsten udelukkende skal forholde sig til sig selv, hvad skal så begrunde solidariteten med de socialt dårligt stillede eller de bogligt mindre begavede i sidste ende samfundets sammenhængskraft?

Fællesskabet i form af klassen er den sociale ramme, som individet må forholde sig til. Her går jævnaldrende elever med vidt forskellig social baggrund og intelligens. Og de går der for at blive oplyst, for at lære at være sig selv og for at lære at være sammen.

Eller gør de ikke?

Læs mere om Det Alternative Sorømøde på www.omdas.dk