Debat

Farvel og tak

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg kan forstå på Anders Bondos svar til mig i Folkeskolen nummer 15, at der ikke som lovet bliver en særordning for dem, som ikke kan nå at få fordel af den nye aftale vedrørende overenskomstpension.

Det fremgår dermed også, at DLF hermed accepterer, at foreningen har medlemmer, som må nøjes med halvt så meget i pension som tjenestemandskollegaen trods samme anciennitetsforløb.

Almindeligvis anses begreberne lighed og solidaritet for at være grundelementer i fagforeningstanken.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg ser nu, at DLF ikke kan leve op til dette ideal.

1. Ved overgangen til kommunal ansættelse blev vi lovet ansættelse på »tjenestemandslignende vilkår«.

2. Min lokale kreds forholdt sig passiv, da jeg trods seks års arbejde som tillidsrepræsentant, sikkerhedsrepræsentant, mødeleder i pædagogisk råd og medarbejderrepræsentant i skolenævn og -bestyrelse af min skoleleder findes ukvalificeret til tjenestemandsansættelse.

3. DLF svigter mig og ligesindede ved ikke at sikre, at alle medlemmer behandles lige.

Jeg har været medlem siden 1984 og har længe haft tillid til foreningen og trofast betalt mit månedlige kontingent.

Det er slut nu, jeg indbetaler fremover mine månedlige 404 kroner på en pensionsopsparing, og det burde jeg vist være startet med i 1993.

Jeg vil ikke længere være solidarisk med en fagforening, som ikke er solidarisk med mig.

Svar

Jeg er som du ked af, at vi ikke for mange år siden fik taget fat om 1993-gruppens problemer. Et engangsbeløb på over 50 millioner kroner plus en permanent forhøjelse af pensionsprocenten med 2,5 procent er imidlertid et udtryk for, at vi ved Overenskomst 05 prioriterede 93-gruppen. Vi bliver nødt til at erkende, at individuelle løsninger, så vi kunne tilgodese den enkelte i 93-gruppen i forhold til det forventede pensioneringstidspunkt, ikke var realistisk.

Ved Overenskomst 05 fik vi skubbet hele vores lønforløb to trin op. Vi fik for lærere og børnehaveklasseledere centralt aftalt alle midlerne, så der ikke blev reserveret penge til Ny Løn i perioden, og vi fik gennemført en række andre forbedringer. Som forening står vi foran store udfordringer i forhold til folkeskolens udvikling og en videreudvikling af et nyt lønsystem. Vores styrke som forening står og falder med medlemmernes opbakning. Derfor er jeg naturligvis ked af dine overvejelser, ikke mindst set i lyset af at de kommer efter et overenskomstresultat, hvor vi sammen med de øvrige resultater for første gang for alvor kom igennem med et resultat målrettet 93-gruppen.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF