Manisk beslutsomt gentager og gentager lærer Marianne Kondrup i »Bagsmækken« i Folkeskolen nummer 15, at lærere/ledere ikke skal nøjes med at diskutere fagligheden eller nøjes med at være faglige, men også sætte den pædagogiske diskussion på dagordenen og være pædagogiske. Så lykkes skolen.

Jeg har vel mødt en fem-seks ledere i mit skoleliv. Ingen af dem interesserede sig for andet end rammen om et givet fælles projekt og særlig vagtsomt om alt, hvad der angik økonomien. Så returnerede de igen til kontoret.

Indholdet blev så overladt til lærerne. Her tog det antalsmæssigt dominerende x-kromosommateriale i lærerflokken fat med usvigelig sikkerhed under en paraply med overskriften: Intet må være så svært, at ikke alle kan være med. Det blev fællesnævneren, og bagefter blev fællesprojektet evalueret uden at skænke den faktiske indlæring en tanke, for når lærere med x-kromosomet henført fremførte, at nu havde den og den svage elev tilsyneladende haft det så og så godt, havde set mere lys end sædvanligt, hvem vovede så at sige, at projektet næppe havde medført megen ny indsigt for det store flertal. Lederen greb ikke ind, slugte det pædagogisk indhold og spurgte aldrig til det faglige.

Forældrene fik ikke nogen mistanke, fordi projektet altid havde mange praktiske elementer med spektakulære indslag, der demonstrerede, hvor aktivt eleverne medvirkede i praktisk rejsning af elementer fra det emneområde, man havde valgt. Det var blevet til meget lidt akademisk indsigt. Konklusionen må være, at hvis lærerne i første omgang blot fokuserede på fagligheden, så undgik man pædagogikkens tomhed. Det er som regel uforpligtende let at udlægge det pædagogiske udbytte af et projekt, langt sværere er det at opgøre det faglige indhold.