At komme for en Æresret i 1945 var ingen hædersbevisning. Ud over den tjenestemandsdomstol, som staten nedsatte for at pådømme »embedsmisbrug til begunstigelse af besættelsesmagten«, nedsatte Danmarks Lærerforening sådanne kollegiale retter til at bedømme de klager over lærere, der strømmede ind efter befrielsen. Når man behandlede sagerne, lagde man vægt på de indklagedes forhold til kolleger. Man vurderede nøje, om de havde »optrådt provokerende og udæskende eller måske endda truende over for kollegerne«, vel vidende at de havde værnemagten i ryggen, hvis en kollega svarede igen. Æresretterne tog altså ikke stilling til de pågældendes handlinger uden for kollegernes kreds, så i en del tilfælde medførte unational opførsel ikke repressalier fra foreningen, hvis den bare havde ytret sig uden for skolen.

Den daværende hovedstyrelse anlagde en forsigtig linje i bedømmelsen. Man var opmærksom på, at by­sladder og personligt nag nemt kunne medføre en anmeldelse i den ophidsede befrielsessommer, og lagde stor vægt på bevisførelsen.

24 navngivne medlemmer blev ekskluderet i august 1945, mens otte af de 70 indklagede fik foreningens misbilligelse.

Blandt de mere spektakulære tjenestemandssager var sagen mod F.C. Kaalund-Jørgensen, statskonsulent for folkeskolen en stilling, der nærmest svarer til undervisningsdirektør i dag. Han var anklaget for at pleje nærmere omgang med besættelsesmagten, end godt var, og for at have luftet synspunkter om, at skolens historiebøger burde skrives om. Domstolen fandt, at kritikken mod statskonsulenten var berettiget, men valgte alligevel at frikende ham.

tonny