Krigen kom gradvist til Esbjerg, efter at England og Frankrig havde erklæret Tyskland krig i september 1939. Der blev indført rationering af visse varer, og en dag i efteråret kom den nyuddannede svømmelærer Ahlmann Edmund Nielsen hjem til sit værelse i Frodesgade og så et stort hul og to totalt ødelagte opgange 75 meter længere henne ad gaden. Et engelsk bombefly havde taget fejl af sit mål på øen Sild og i stedet kastet sin last over den vestjyske by.

Det blev koldere i vejret, og den store søbadeanstalt, der dagligt fik udskiftet sit vand ved flod og ebbe, lukkede. I stedet blev Ahlmann Nielsen cykelvikar, som det hed, selv om byen dengang ikke var større, end at enhver af byens skoler kunne nås til fods i løbet af et kvarter, regnet fra skoledirektørens kontor. Her stillede den unge lærer hver morgen klokken halv otte. Indtil tiltagende brændselsmangel lukkede skolerne, på nær undervisningen i afgangsklasserne, der blev samlet på Danmarksgades Skole.

Ahlmann Nielsen tilbragte vinteren på Ollerup Gymnastikhøjskole, hvor han tidligere havde været elev hos Niels Bukh, og havde et kort vikariat i Vendsyssel. Men han vendte tilbage til Esbjerg med foråret, og 1. april 1940 begyndte han som fast vikar. Lønnen på 180 kroner hver måned var sikret.

Landbrugseksport stopper

Ni dage senere kom tyskerne til Esbjerg, først og fremmest for at sikre sig byens næsten nyanlagte flyveplads. Men værst af alt: de lukkede havnen for al eksport af landbrugsprodukter til England. Det skabte stor arbejdsløshed. Men kun en overgang, for tyskerne skulle have udvidet flyvepladsen og have bygget kolossale fæstningsværker ved Blåvandshuk og på Fanø. Arbejdsløse fra hele landet strømmede til byen. Efter nogen tid kom deres familier og blev indlogeret, hvor det kunne falde sig. Mest i store barakbyer i byens udkant.

Familierne havde børn, og byens skoler blev overfyldte. På Vestre Skole fik man heldigvis lov at overtage en fløj med fire klasseværelser fra byens gymnasium, Statsskolen. Her rykkede Ahlmann Nielsen ind med sin 1. klasse og tre kolleger, hvoraf to var overbeviste nazister. To nazisympatiserende lærere i et skolevæsen lyder ikke af meget. Men ved Esbjerg Skolevæsen var der dengang kun ansat 120 lærere i alt.

Blandede sig ikke

Det var længe før teamsamarbejdets tid, og det var derfor muligt at holde afstand til de to protyske kolleger. De var nu heller ikke interesserede i samkvem med Anneksets øvrige lærere, men tilbragte frikvartererne sammen i skolegården.

»De propaganderede ikke over for os andre. Men de indviede os heller ikke i, hvad de talte om«, husker Ahlmann Nielsen.

Kort før besættelsens ophør forsvandt de to fra byen. Hvorhen var der vist aldrig nogen, der fandt ud af. I hvert fald optræder de ikke på listen over de 24 lærere og lærerinder, som Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse i efteråret 1945 besluttede at ekskludere af foreningen.

Utøj florerede

Varemangelen prægede dagligdagen. Værst var det med brændsel, hvor kul fra Ruhr-distriktet måtte erstattes af kaloriefattige brunkul fra Midtjylland. Skolerne skruede ned for blusset, og det gjorde hjemmene også. I en sådan grad, at det gik stærkt ud over hygiejnen. Utøj florerede, så myndighederne dekreterede tvungent bad for alle elever hver 14. dag. At tage tøjet af i selskab med andre var grænseoverskridende for mange elever og deres forældre. For nogle mødre i den grad, at de syede skjorteflipperne så stramt til, at de var umulige at tage af. Troede de. For i bad kom børnene. Alle sammen.

Derimod var skolemaden meget populær. I kommunen var der mange års tradition for skolebespisning i det store middagsfrikvarter. Vælling og grød. Men indimellem også kødsuppe, nærende og godt. Også morgenmaden var et tilløbsstykke. Det drøjede på rationeringsmærkerne derhjemme.

Holdt øje med flyvere

Trods besværlighederne husker Ahlmann Nielsen perioden som en tid med sammenhold og godt humør. Mange lærere arrangerede ture på cykel lørdag eftermiddag. Ud til en skov eller et andet attraktivt sted. Cykeldæk var umulige at opdrive, men Ahlmann skaffede en æske reparationsgrej, og to fingernemme drenge påtog sig tjansen som agtertrop og lappede og strammede møtrikker i et væk.

Ahlmann Nielsen var kasseret på sessionen. Det passede ham godt, for han ville ikke lære at skyde på andre mennesker, et argument, han også brugte over for sin svoger, der ville have ham med i den lokale modstandsbevægelse. Men de kritiske tider satte gamle afgørelser ud af kraft, så en dag stillede to betjente på badebroen på Søbadeanstalten med en ny indkaldelse til session. Han blev taget til CB-betjent og måtte gøre tjeneste i en slags forløber for civilforsvaret. Stå på taget af byens højeste bygning og holde øje med flyvere. Kom der nogen, skulle det indberettes til en central i Kolding. En overkommelig opgave, kunne man mene. Der var bare det, at han blev trukket i sin lærerløn, hvis han forsømte arbejdet på grund af CB-tjenesten. Derfor tog han alle nattevagterne. Mødte klokken 22 og blev afløst klokken seks morgen. Så hjem og blive vasket lidt, før han skulle møde i skolen. Heldigvis strakte indkaldelsen sig kun over et par år.

tha@dlf.org