Mange lærere er ved at tabe pusten. De løber og løber, som havde de Fanden selv i hælene.

Men det er ikke løberiet i sig selv, der er noget galt med, mener rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, dr.phil. Lars-Henrik Schmidt. Det er snarere manglen på anerkendelse, der trætter lærerne.

»Man kan løbe meget hurtigt, hvis man føler tilstrækkelig anerkendelse for det, man faktisk gør, og hvis der står tilstrækkelig respekt omkring den gerning, man har«, siger han.

»Det hårde er, hvis man ikke har den store glæde ved sit arbejde«.

Han udgav i sidste uge bogen »Om respekten« på Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag, hvor han giver en analyse af det tab af glæde, som han mener finder sted i den pædagogiske verden i disse år.

»I gamle dage var det fedt, fordi vi skulle forandre verden. Nu er det så endt i det, jeg kalder et glædestab. Vi har pludselig ikke den kraft og drift, som lå i det pædagogiske projekt i 1970erne og 80erne. Vi har ikke længere helt samme tiltro til, at vi gør en stor gerning«.

Andre bestemmer over pædagogikken

Uddannelsespolitikken bliver nu i højere grad formuleret i erhvervslivet, på Christiansborg og i KL.

»Tidligere havde man en forestilling om, at det var det pædagogiske felt, der selv satte dagsorden for, hvad der var pædagogisk relevant. Men man må konstatere, at sådan er det ikke længere«.

»Nu er det i stigende grad erhvervslivet og erhvervskompetencerne, der definerer, hvad man skal gøre i det pædagogiske system«.

»Og politikerne har sat uddannelse så højt op på dagsordenen, at det er deres middelmådige formeninger om, hvad der foregår inden for feltet, som er afgørende. Dermed føler man sig som lærer sat i en situation, hvor der ikke længere er den helt store kraft i ens virke«.

»Lærerne har stort set været de intellektuelle i opbygningen af velfærdsstaten Danmark, men må nu opleve, at de bliver kørt ud på et sidespor. De mister i radikal forstand indflydelse. De er blevet tilbagetogets helte«.

Mange opfatter nu lærere som en konserverende faktor i samfundsudviklingen, men det er hverken ret eller rimeligt, mener Lars-Henrik Schmidt.

»Uddannelsessystemet skal ikke være frontløber i samfundsøkonomien. Systemet skal uddanne frontløbere, og det er noget andet. Det er med til at skabe glædesløshed, når andre forlanger, at man skal være noget andet, end man er«.

Pædagogikken simpelthen gik

At lærere og forskere efterhånden bliver opfattet som lønarbejdere, er kun med til at tage endnu mere luft ud af pædagogikken.

»Der er ikke nogen i dag, der forfægter pædagogiske ideer. Hvis der er, er det oftest strukturelle ideer. Det er ikke store ideer, som det var tidligere«.

»Skub-projektet i Gentofte Kommune er et eksempel på det: Det er jo ikke en stor bærende idé, at der er færre lektioner, større frivillighed, større rummelighed, eller at forældrene selv må bestemme, hvornår de kommer med ungerne om morgenen. Det er ikke pædagogiske idéer, det er funktionelle idéer. Jeg efterlyser pædagogiske idéer«.

»Der mangler entusiasme i det pædagogiske miljø. Glæden er forsvundet, fordi der ikke er noget at kæmpe for. Man ved ikke, hvad man skal kæmpe for. Hvad er det, man vil? Det, man vil, er, at man vil overleve, og det er ikke det bedste for et uddannelsessystem, at det er det, der bliver det afgørende træk«.

Det påtrængende ønske fra stat og kommune om at styre mere gør det ikke bedre.

»Forestillingen om, at man skal have stærke ledelser rundt om i uddannelsessystemet og kommunale reguleringer af arbejdstiden og så videre, er med til at tage arbejdsglæden væk«.

»Du føler dig kommanderet til at gøre tingene, i stedet for at det er dit pædagogiske initiativ, der er grundlaget«.

Det fagpolitiske perspektiv bliver derfor ifølge Lars-Henrik Schmidt:

»Kampen om, hvor meget lærerne selv kan råde over deres arbejde og arbejdstid, bliver fremover endnu vigtigere end lønforhandlingerne«.

Og det skolepolitiske perspektiv:

»Det enorme pres, der er på skolen, om at den skal løse integrationsproblemet, og om at den skal styrke fagligheden og så videre, er man nødt til at tage med kølig hånd og sige: Okay, hvad er det egentlig at drive skole?«

»Mit hurra-svar er: At få ordentlige mennesker ud af den næste generation. Og det er ikke det samme, som at vi scorer godt i Pisa. Det er et kulturelt projekt i langt højere grad end et egentligt uddannelsesprojekt«, siger Lars-Henrik Schmidt.

jvolsen@dlf.org

Et kapitel: »Glæden ved pædagogik« af Lars-Henrik Schmidt fra bogen »Om respekten« kan downloades til højre for denne artikel på www.folkeskolen.dk