Lærere – et stresset folkefærd

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I DLFs rådgivning om psykisk arbejdsmiljø arbejder man ikke med begrebet arbejdsafhængighed. Af gode grunde: Det er først nu, fænomenet bliver introduceret i Danmark med bogen »Når arbejdet tager magten«. Men det er velkendt, at mange danske lærere arbejder sig halvt ihjel, siger konsulent i DLF Laila Jensen.

»Mange lærere stiller meget høje krav til sig selv. De arbejder rigtig meget og holder nærmest aldrig fri. Arbejdsliv og fritidsliv glider sammen. De har svært ved at finde ud af, hvornår det er godt nok, også fordi de topstyrede krav udefra er vokset voldsomt de senere år. Tænk på, hvor meget for eksempel Pisa presser lærerne«, siger hun.

En undersøgelse, som Viborgegnens Lærerforening gennemførte for nylig, viste, at 58 procent af lærerne i kredsen ofte følte sig stressede. Ti procent havde inden for de senere år haft brug for medicinsk behandling eller psykologsamtaler.

En undersøgelse fra 2002 af det psykiske arbejdsmiljø inden for FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd) viser, at lærerne er den mest stressede faggruppe inden for FTF-området. 35 procent af lærerne blev kategoriseret som stressede. Undersøgelsen viste også, at 18 procent af lærerne føler sig psykisk udmattede dagligt eller ugentligt. Tallet for ansatte i dag- og døgninstitutioner er 15 procent, mens det kun er tre procent inden for branchen service- og tjenesteydelser. Undersøgelsen blev foretaget af Arbejdsmiljøinstituttet og CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse).

Læs mere på: www.dlf.org/sitemod/moduler/index.asp?pid=19350