Anmeldelse

Vi sidder i sumpen

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars-Henrik Schmidt, er på gaden med en helt ny bog. I sin særegne turbostil hvirvler han teser og hundredvis af vedkommende spørgsmål, alsidige provokationer og solide argumenter op i en omfattende analyse og diskussion af, hvorfor vi i den pædagogiske sektor er havnet i en sump, som vi bør se at komme ud af. En respekt-sump.

Mens vi går rundt og tror, at vi i de pædagogiske professioner er respektfulde som ingensinde før og virkelig bestræber os på at være det, så er der sket det stik modsatte: Vi har faktisk ødelagt respekten. Respekten er undermineret, ikke-respektabel, og skurken er især massive ligeværdighedsforestillinger, som i sidste ende fører til et glædestab og en tilstand af ude-sluttethed, det vil sige en følen sig uvedkommende.

Vi vil, i den herskende pædagogiks hellige navn, såkaldt demokratisk samsnak, medtale og samarbejde. Men vi vil desværre ikke nødvendigvis »den anden« noget.

Mange af Lars-Henrik Schmidts påpegninger og pointer rammer én som en lun, overrumplende tordenskylle sammen med befrielsen ved at blive gennemblødt. Meget synes indlysende rigtigt og velkomment, om end bogens grundlæggende opgør med både dialektisk og dialogisk pædagogik må kunne nuanceres afgørende.

Men hvordan komme ud af sumpen? Det er ikke endnu mere tolerance og anerkendelse, der skal redde os.

En ægte respekt-filosofi vil bygge på mine konkrete holdninger, og jeg vil ikke være bange for min entusiasme i den sammenhæng. Tværtimod. Over for eleverne og de studerende må jeg kunne deferere, det vil sige, at jeg må vise respektfuldhed og hensyntagen, altså respektere forskellen til den anden, som jeg vil noget. Jeg kan være kammeratlig og høflig, men jeg er ikke kammerat, og vi er slet ikke jævnbyrdige. At vise despekt kan være en fuldt legitim respektform, og det kan være respektfuldt at lade forargelse, indignation eller vrede komme til udtryk eller at påføre den anden dårlig samvittighed.

En socialanalytisk såkaldt »libertinær pædagogik« er i bogens kapitel fjorten skitseret som den meget inter-essante fremtidsvision for teori og praksis.

»Om respekten« er en pædagogisk-filosofisk afhandling. Det er absolut ikke let godnatlæsning, men et videnskabeligt værk, som fremstår klassisk lærd. Eksempelvis er noterne på siderne til tider langt mere omfattende end selve brødteksten. Lars-Henrik Schmidts begrebs- og ord-ekvilibrisme er forrygende. Også her. Men når rektoren i første kapitel beder om lidt tålmodighed, velvilje og overbærenhed over for bogens tilgængelighed eller mangel på samme så er svaret herfra: Niks! Slut med tolerancen. Enten må Lars-Henrik Schmidt fremover lade en ghostwriter skrive en pointe-pixi ved siden af, eller også må han bruge en del af sin markante, analytiske begavelse på selv at lære det. Se, dét er respekt.

""
Powered by Labrador CMS