»Maanen har den Farve, Maaner skal ha«, siger Tante 2 til Tante 1 i Gustav Wieds »Skærmydsler«.

Har kongressen også den størrelse, kongresser skal ha? Det spørgsmål skal Danmarks Lærerforenings højeste myndighed, kongressen, tage stilling til, når de delegerede næste gang mødes i september.

Hovedstyrelsen tog hul på diskussionen i sidste uge, og ligesom i debatter om skole røg man straks ind i et dilemma: Hvordan tæller man indholdskvalitet i kroner og øre?

Det er dyrt at holde kongres. Hundedyrt. Og hovedstyrelsen besluttede for to år siden at give DLFs økonomi et serviceeftersyn. I sekretariatet sker der ingen automatisk genbesættelse, når en stilling bliver ledig. Hovedstyrelsen har slanket sig selv, og foreningen sparer hver dag mange penge ved at kommunikere papirløst over nettet.

Men hvad med kongressen? Er paragrafferne fra 1975 stadig de rigtige? Skal selv den mindste lokalkreds være sikret en delegeret? Skal de store kredse absolut have så mange repræsentanter, som de har i dag? Skal børnehaveklasselederne og pensionisterne? Og er det nødvendigt, at flere end 300 delegerede mødes hvert år? Spørgsmålene er mange, og svarene giver ikke sig selv.

»Vi skal spørge til kongressens betydning for demokratiet og for for-eningens sammenhængskraft, før vi ser på økonomien«, sagde Lotte Lange i hovedstyrelsen.

Den rækkefølge er fornuftig. Demokrati koster, og det er vigtigt at passe på det, man sætter pris på. Men diskussionen skal også nå frem til prisen. Den, der gøres op i kroner og øre.

-th