Hjemme hos os står tvet og samler støv. Det er nu ikke, fordi jeg ikke kan lide tv. Det er heller ikke, fordi jeg ikke kan lide film, at jeg hverken har set det samlede udbud af danske dogme-film eller det nyeste store amerikanske film-epos. Det er, fordi jeg er teatermenneske.

Der går ikke en uge, uden at jeg er i teatret. Nogle uger er det hele to eller tre aftener, hvor jeg søger ind i mørket, tillader mig at lukke alt andet ude, mens mine øjne og ører hænger ved disse mennesker, der står levende foran mig og gør sig umage for at fortælle mig en historie. I forhold til tv- og filmoplevelsen er jeg ikke i tvivl om, at det gør en forskel, at jeg er i rummet. Sammen med skuespillerne.

Nogle af mine største teateroplevelser som voksent menneske har jeg dog haft i børneteatret.

Mens jeg skriver disse ord, er årets børneteaterfestival i fuld gang, fra 10.-17. april i Ringsted og Haslev. Og de oplevelser, som jeg hidtil har haft, viser, at børneteatret stadig byder på ekstremt nærvær. Sammen med en flok børn har jeg jublende leget mig gennem Teatret Carte Blanches »Leg«. Sammen med et voksent teaterpublikum har jeg grædt snot over det norske Teater Grimsborkens rørende fortælling om den lille finske pige Kaino, der blev sendt til Sverige under den finske vinterkrig under hver arm havde hun en lillebror, og de to havde hun grundig moderlig formaning om at passe på. Det kunne hun ikke dertil var verden og krigen for ond, for uretfærdig og for diskriminerende. Uretfærdigheder og urimeligheder var der også nok af i det tidligere Sovjet. Dem gøs jeg grundigt over, da Kasakhstan-gruppen Art and Shock Theater oprullede absurditeter fra deres barndom og ungdom i den tidligere stormagt.

Oplevelse på oplevelse på oplevelse. Dette nærvær er børneteatrets, og i særdeleshed dansk børneteaters, særkende. Dette nærvær har gjort dansk børneteater berømt over hele verden og til en af dansk kulturs største eksportvarer: Hele 227 gange blev der i 2004 vist danske børneteaterforestillinger i udlandet. Det er da noget.

Forudsætningen for dette nærvær er små enheder og små teaterrum. Og netop derfor bliver det interessant at se, om og hvordan børneteaterudbuddet forandres, når Kulturministeriets øgede krav til landsdelsscenerne og til Det Kongelige Teater gennemføres. For nu skal de store scener også spille teater for de mindste tilskuere børnene.

Stort er også det nye statsensemble for børneteater, Corona La Balance, et navn, som er fremkommet ved at smelte navnene på de to grupper Corona Danseteater og Theater La Balance sammen. Her har ledelsen dog meldt helt klart ud: Det kan godt være, pengene er blevet større og det er de: 27 millioner kroner over tre år. Og det kan også godt være, at det nye ensemble, der rummer både dans og teater, vil eksperimentere lidt med størrelsen af forestillingerne. Måske op til 250 tilskuere. Men kun udelukkende kun når forestillingen kan bære det. Der bliver ikke givet køb på nærværet.

Så jeg er ikke i tvivl om, at det nye statsensemble og de øvrige danske børneteatre stadig vil gøre deres bedste for at skabe de bedste oplevelser for børnene på de danske skoler. Men jeg kan være i tvivl om skolernes mulighed for i første omgang at stifte bekendtskab med forestillingerne og derefter købe forestillinger.

Meldingerne fra Teatercentrum, som er børneteaterfestivalens sekretariat, er, at der er færre tilmeldte til årets formidlerseminar, og at det måske betyder, at der kommer færre opkøbere til weekendens store festival. Om det videre betyder, at der sælges færre forestillinger til skolerne, kan man ikke sige.

Personligt håber jeg, at skolerne fortsat kan og vil give deres elever mulighed for at stifte bekendtskab med de små tætte og ekstremt nærværende teateroplevelser. Det har børnene og vi voksne med nemlig rigtig godt af.

Jeg ved det. For jeg har prøvet det, og vil gerne blive ved med at prøve det igen og igen. Så for min skyld kan tvet godt blive ved med at stå og samle støv. Jeg vil have nærvær. Børneteatrets nærvær.