Tosprogede
0   335

Livsvigtigt kulturmøde

Eleverne i den ene 4.-klasse bor i højhuse og møder sjældent andre danskere end deres lærere. I den anden vokser børnene op i smukke, landlige omgivelser. I sidste uge drog de to venskabsklasser på lejrskole sammen

»Det klæder mig med tørklæde«, siger Nasrin Karzoun, der åbent fortæller, at det skyldes hendes religion, når nogle spørger, hvorfor hun går med tørklæde. Hun synes også, det er rart at have på.

Til hverdag går Nasrin i 4.c på Nordgårdskolen. Klassen er på en tredages lejrskole sammen med 4.a fra Virupskolen. Begge skoler har adresse i Århus. Alligevel kommer de to venskabsklasser fra vidt forskellige verdener.

Artiklen fortsætter under banneret

Nordgårdskolen ligger midt i Gellerup, og samtlige elever kommer fra indvandrerfamilier. Virupskolen har skoven som nabo i landsbyidyllen Hjortshøj.

På gulvet ved siden af Nasrin sidder Camilla Joy fra Virupskolen. De to piger er blevet veninder i løbet af det sidste døgn.

»Camilla spurgte, hvordan mit hår ser ud, så da jeg skulle i seng i aftes, gik jeg ind til hende og viste det, men drengene må ikke se det«, fortæller Nasrin.

Camilla havde længe prøvet at forestille sig, hvordan der så ud under tørklædet.

»Nasrins hår er helt vildt pænt, så jeg kan ikke forstå, at hun ikke viser det frem«, siger Camilla.

Tørklæde eller ej. De to piger fandt hurtigt ud af, at de er ret ens, da de kom til at snakke sammen under en gåtur.

»Vi snakkede om pigeproblemer og om, hvordan de andre i klassen er, og om, hvad der er det bedste ved lejren«, smiler Camilla.

Små problemer rydder børnene selv af vejen.

»Vi kom til at såre en pige fra Virup, fordi nogle af os byttede værelser uden at sige det til hende. Men vi har snakket om det og sagt undskyld, så nu er vi gode venner igen«, forsikrer Nasrin.

I spisesalen løber tre-fire mørkhårede drenge og en lyshåret pige rundt om bordtennisbordet med hvert sit bat og slår til bolden på skift. Dysterne omkring bordet og på fodboldbanen viser, at børnene respekterer hinanden.

»Når de spiller fodbold, kaster de sig ind i tacklingerne, men de ved, nøjagtig hvor grænsen går for, hvor hårdt de må tackle. Der er heller ingen, der bliver sure og går deres vej med bolden«, siger Henning Andersen, klasselærer for 4.a på Virupskolen.

Lejrskole giver mere

Da Helle Friis-Larsen blev klasselærer for eleverne fra Nordgårdskolen i 0. klasse, opdagede hun hurtigt, at de ikke vidste, hvad der foregik uden for Gellerup, og havde en fornemmelse af, at verden uden for var farlig.

»De troede, andre mennesker ville dem noget ondt, når vi tog på selv små ture. Samtidig var de nysgerrige og spurgte meget til det, vi så. Jeg indså, at jeg måtte gøre noget. Hvis de skal klare sig og få et værdigt liv, skal de have kontakt til majoritets-Danmark«, siger Helle Friis-Larsen.

Selv tager hun børnene med sig hjem flere gange om året. Ellers ser de aldrig et dansk hjem.

»De har glædet sig sindssygt meget til lejren, fordi de i den grad mangler kontakt til danske børn. Deres forældre prioriterer det, men til hverdag er det praktisk umuligt. Nogle få er sammen med etniske danskere i fodboldklubben, men ellers kender de ikke nogen«, siger Helle Friis-Larsen.

Hvor vigtig kontakten til danske børn er for Gellerup-børnenes forældre, understreges af, at alle 18 elever i klassen er tilmeldt lejren.

Behovet for udveksling går også den anden vej, for børn fra Virupskolen oplevede også de andres verden som farlig. Derfor er det vigtigt, at de får et kig ind i den.

»Efter vores første besøg på Nordgårdskolen sagde nogle af eleverne, at nu var de ikke mere bange for at tage derud«, husker lærer Charlotte Simonsen fra Virupskolen.

De to klasser har været venskabsklasser i et års tid. Eleverne har skrevet sammen, de har sendt hinanden tegninger, og de har flere gange besøgt hinanden på skolerne, men en lejrskole giver mere.

»Når vi besøger hinanden, når vi næsten kun at sige goddag og glæde os over, at vi mødes, før vi skal hjem igen. Her når eleverne at knytte bånd. De udveksler telefonnumre og e-mail-adresser og får mere sammen end Kom og smag vores eksotiske kage. Det gør det nemmere for os at blive ved med at have noget at mødes om«, siger Rikke Gierahn.

»Det er også lettere at være høflig i to timer end i tre dage, men de klarer det fint. Som en af drengene siger: Når vi har været på lejrskole sammen, kan vi også bytte skole i nogle dage ad gangen. Det er sjovt, for det har vi selv snakket om«, supplerer Helle Friis-Larsen.

Håndklæder om hovedet

Ude på gangen forhandler en gruppe drenge om, hvem der skal sove sammen. Der er lidt flere elever i klassen fra Virupskolen, så nogle drenge må skiftes til at dele værelse med drengene fra Nordgårdskolen.

Børnene er sammen døgnet rundt. Kun i morges gik klasserne hver for sig, dels for at skrive dagbog, dels for at eleverne kunne stille spørgsmål om »de andre«. Men ingen spurgte om noget.

»Det er sådan en lærerting. Vi ser et behov for, at man kan trække sig tilbage og spørge, men børnene spørger bare hinanden«, konstaterer Rikke Gierahn.

Lærerne fortæller om drenge, der hen over morgenbordet har snakket om, hvorfor børnene fra Gellerup bor i Danmark. Om danske piger, der har stået foran spejlet og taget håndklæder om hovedet for at se, hvordan de ville se ud med tørklæde. Og om børn, der som den naturligste ting i verden siger til lærerne, at de må vente med at gå ind på et værelse, til eleverne fra Nordgårdskolen er færdige med at bede.

»4. klasse er et passende tidspunkt at tage på fælles lejrskole. Børnene er mere bevidste om sig selv i forhold til i indskolingen, så de har overskud til hinanden«, siger Rikke Gierahn og bliver enig med de andre lærere om, at det ville være for sent i 7. klasse.

»På det tidspunkt har mange af vores elever allerede et billede af, at de ikke får en ordentlig chance i livet. Desuden vil elever fra begge skoler have fået en fastlåst forestilling om, hvordan de andre er, fordi de har deres viden fra medierne«, forklarer hun.

Andre livsvilkår

»Helle, hvad klokke er festen i aften?« spørger en dreng i forbifarten.

Også sprogligt bliver eleverne fra Nordgårdskolen udfordret af samværet med kammeraterne fra Hjortshøj.

»Mange af vores børn har ikke et alderssvarende dansk. Men her skal de både forstå de andre børn og lære sociale spilleregler for, hvordan man omgås hinanden«, siger Rikke Gierahn.

Også eleverne fra Virupskolen får en masse med hjem, understreger Charlotte Simonsen, der blandt andet underviser klassen i kristendom.

»Jeg kan fortælle nok så meget om, hvorfor muslimer beder flere gange om dagen, men her kan de se, at det er en naturlig del af en kammerats liv. Det gør det meget lettere for dem både at forstå og acceptere det«, siger Charlotte Simonsen.

»Eleverne fra begge skoler oplever, at nogle børn har andre livsvilkår end de selv, men for vores børn er mødet livsvigtigt«, tilføjer Helle Friis-Larsen.

folkeskolen@dlf.org


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket Dansk som andetsprog er for alle, som underviser i dansk som andetsprog eller har interesse for undervisning af flersprogede elever og nyankomne. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
715 andre er allerede tilmeldt