Regnskabet godkendt

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foreningens økonomi blev behandlet på hovedstyrelsesmødet, hvor rapporten om sidste års regnskab blev gennemgået uden større sværdslag. De spareinitiativer, man besluttede sig for i 2003, virker efter hensigten, og det går den rigtige vej med egenkapitalen, som nu er på næsten 84 millioner kroner. Medlemstallet voksede sidste år med 600.

Der var dog et par skønhedspletter.

»Vores kursuscentre har ikke klaret sig som forventet, det er et hårdt marked. Det går heller ikke så godt med Folkeskolens økonomi. Det skyldes den bortfaldne portostøtte og svigtende annoncesalg, men jeg ved, at redaktøren forsøger at rette op på det«, sagde Anders Bondo Christensen.

John Illum mente, at situationen med kursuscentrene måtte give anledning til økonomiske beregninger nogle år frem i tiden. Stig Andersen bemærkede, at det faktisk går fremad med nogle af centrene, og at de ikke var den største bekymring.

»Det, der bekymrer mest, er Folkeskolen, som ser ud til at udvikle sig stabilt i den forkerte retning«, sagde Stig Andersen.

»Vi vurderer, om bladet trykkes til den rigtige pris, om annoncesalget er godt nok og meget mere. Vi er ude i alle hjørner for at finde nye spareområder. Vi har sløjfet en række faste rubrikker og skåret kraftigt i sidetallet. Men det, der virkelig vil kunne rykke, er en alternativ distribution. Siden januar har vi kørt et forsøg i tre jyske kommuner, hvor tillidsrepræsentanten uddeler bladet på skolen. Netop i disse dage er der spøgeskemaer ude til alle de lærere, der er med i forsøget, så det er for tidligt at konkludere noget, men de første tilbagemeldinger er gode«, sagde chefredaktør Thorkild Thejsen. Fra næste uge udvides forsøget med alternativ distribution til Fyn og Sjælland.

jrj@dlf.org

tt@dlf.org

Powered by Labrador CMS