Det er åbenlyst, at folkeskolen og samfundet i øvrigt interesserer sig meget for, om vores børn kvalificerer sig, udvikler kompetencer eller bare lærer nok i deres skoletid. Om de bliver »store« det vil sige dygtige i vores nationale og internationale målestokke.

Men hvad mener børn selv om at blive store i skolen? Kan man det? Og i forhold til hvad? Nogle ville måske mene, at det er et uvedkommende spørgsmål. Det kommer helt an på, hvilket pædagogisk perspektiv der anlægges.

Trods mange forskellige versioner er der i dag bred videnskabelig enighed om, at læring og udvikling er afhængig af forholdet mellem den lærende og de sociale og kulturelle sammenhænge, han eller hun lærer og udvikler sig i. Det får naturligvis store konsekvenser for den pædagogiske tænkning. For den betyder, at fokus flytter sig fra det, lærere og pædagoger vil og kan med børnene, til forholdet mellem det, vi vil og kan med børnene, og det, børnene vil og kan selv sammen med os andre og i samspil med de steder, de er og med verden i øvrigt.

Det pædagogiske bliver en dans mellem forskellige aktører og forskellige intentioner i bestemte rum. Men i de mange nationale og internationale diskussioner om at »blive stor« altså udvikle sig og lære mere glimrer børns perspektiver og interesser ved deres fravær, og dermed underkendes halvdelen af det pædagogiske forhold.

Børn erfarer selv, at de både mister og vinder noget ved at blive større. De 12-årige børn, jeg har samarbejdet med, fortæller for eksempel, at de mister »tid til bare at være« og »fritid uden planer«. Respekt og status, indflydelse på deres liv og på de rum, de befinder sig i. I mit forskningsprojekt om børns egne udviklingserfaringer ses det, at børn godt kan erfare sig større eller mindre i skolen. Men det er ikke primært skolens fag, de ser sig selv større eller mindre i forhold til, men skolens andre elever og visse ikke-faglige aktiviteter. Når Søren siger »Næste år er vi jo små, ikke?«, henviser han til, at 7. klasse er den mindste på overbygningen. »Og der har vi ikke noget at skulle have sagt«, fortsætter han og henviser hermed til de større elever.

Der er også andre markører for, at man kan »blive stor«, men de knytter sig heller ikke direkte til det faglige. Det er for eksempel, når man må gå uden for skolens område, er med i skolepatruljen eller er den ældste klasse i skolegårdens frikvarter. Men de fagligt relaterede tegn på og oplevelser af, at man er stor, skal der mildt sagt ledes grundigt efter i mange af de inter-viewede børns erfaringer. Børn og skoler er naturligvis forskellige men det bekymrer mig.

Hvis vi fastholder, at det pædagogiske er et socialt forhold, må der tilstræbes koordinerede (ikke-uenige) intentioner mellem børn og skole om de overordnede bevægelser, ellers lykkes projektet om læring og udvikling kun delvist. Derfor vil det være min anbefaling, at skolen undersøger nøjere, hvorvidt og hvornår eleverne erfarer, at de bliver »store« af at lære noget i skolen.

Når det samarbejde mellem børn og skole udvikler sig, vil der givetvis vise sig mange potentialer. Helt imod samtidens og også skolens individualiseringstendenser vil ét bud være: Skolen skal etablere en praksis, der indeholder langt stærkere forbindelser mellem børnegrupper og fag. Når det bliver cool og nødvendigt at kunne noget skolefagligt i stærke børnegrupper, bliver man stor af at være faglig.

Pernille Hviid er adjunkt, ph.d. på Institut for Psykologi på Københavns Universitet