Folkeskolens leder:

Kærlig og kritisk

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På grund af de dårlige Pisa-tal har KL udsendt »en kærlig kritisk opfordring til kommunerne«. Formålet er, skriver man, at »sandsynliggøre, at kommunerne er i stand til at leve op til folkeskoleloven«! Det skal blandt andet ske ved at kræve, at lærere i 7. til 9. klasse kun må undervise i dansk, matematik, engelsk og naturfag, hvis de har linjefag eller tilsvarende kompetencer i fagene. Der skal indføres pligt-test i dansk, matematik, engelsk, it og sociale kompetencer på bestemte klassetrin, og kommunerne skal finde ud af, »hvordan man vil handle, hvis der er skoler, der ikke når målene«.

Det kan der komme både godt og skidt ud af alt efter hvordan kommunerne »oversætter« KLs ensretningsregler til lokal praksis og hvordan planen prioriteres økonomisk og tidsmæssigt. Får lærerne uddannelse nok, og får lederne den støtte, de har brug for?

Men det virker underligt, at kravet om linjefag ikke skal gælde i 1. til 6. klasse. Læseundervisning og naturfag på begynder- og mellemtrin kræver for eksempel også høj lærerfaglig kompetence.

Forklaringen er forhåbentlig ikke, at den nyeste Pisa-rapport mest handler om de 15-årige, og at det derfor er dem, medierne har sat fokus på?

-th