Skyhøje boligpriser og dyrt almennyttigt boligbyggeri har skabt et skel i velfærdssamfundet. Opsplitningen ses tydeligst i folkeskolerne, som ofte bliver delt op i A-skoler og B-skoler.

Lars Olsen er modig provokatør og peger fingre ad navngivne, progressive, velstillede debattører og politikere. De stemmer radikalt eller venstreorienteret, fordi de ønsker bedre forhold for minoriteter med en anden baggrund end dansk, men samtidig sender de deres børn med bussen til privatskoler eller velhaver-folkeskoler.

Lars Olsen opfordrer Undervisningsministeriet til at stoppe de velstilledes flugt fra fællesskabet skole. En opfordring, jeg kun kan være enig med ham i.

Fordelene er klare. Elevernes mulighed for at bryde den sociale arv bliver forbedret, og deres sociale kompetencer bliver udbygget, når de får en hverdag med "blandede" kammerater.

Ikke alene får han skabt en velskrevet og grundig journalistisk researchet debatbog. Han formår at tilføre hårde facts personlighed, når han i kapitler fortæller om sin egen datter Pernilles skolegang på Blågårdsskolen på Nørrebro i København.

Personligt er jeg langt hen ad vejen vild med argumenterne, men når det kommer til at lade mine egne poder deltage i de sociale eksperimenter, gør jeg det med bankende hjerte og når de når skolealderen, kan det være, jeg ændrer mening. Netop derfor er bogen et godt oplæg til debat.

Lars Olsen kommer med forslag til, hvordan indsatsen kan gribes anderledes an.

Han er vild med Albertslund-modellen, hvor børnene sprogtestes og flyttes til en skole med særlig opmærksomhed på deres problemer, hvis de ikke er gode nok til dansk. Han foreslår, at skolelederne skal være lederuddannede og ansat på femårige kontrakter. Præcis hvordan det vil ændre skolen, forklarer han ikke. Flere gange må også lærerne stå for skud. Han fortæller om et forældremøde, hvor han spørger en lærer, hvorfor en indvandrerpige kan kalde Pernille en "hvid luder" midt i timen, uden at læreren griber ind. Læreren argumenterer med, at Pernille er den resursestærke af de to.

Også DLF får tørt på. Blandt andet mener han, at DLF er imod test, fordi de kan afsløre dårlige læreres ringe undervisning. Han mener, at DLFs svar på problemerne udelukkende lyder "send flere penge" og at man dermed nægter at se, at der skal systemskifte og ikke penge til for at skabe holdbare forandringer.

Bogen giver umiddelbart et godt overblik over statistik, undersøgelser og ekspertholdninger til problematikken. Den er god for alle lærere at læse. Den kan glimrende bruges som debatoplæg i de ældste klasser, hvis man vælger nogle afsnit ud og måske krydrer det med avisudklip fra eksempel Politikens debattillæg fra den 2. april eller Informations interview med forfatteren fra den 30. marts.