Folkeskolen nummer 11 havde på forsiden en overskrift, »Pisa sjusker«, der gav indtryk af, at man som medlem skulle sættes på plads inde i bladet.

Jeg har i min tid som lærer valgt medlemskab af DLF for at have tilgang til et fagligt forum, hvor diskussioner i forhold til praktisk erfaring, inspiration til undervisningsmetoder og materiale kunne hentes. Ligeledes for at få indsigt i den pædagogiske forsknings nye diskurser inden for såvel som uden for landets grænser. Altså en faglig forening, der kender fagets nutidige verden og i den formår at støtte sine medlemmer.

Vi lever i en kompleks tidsalder, hvor det kan være vanskeligt at blive enige om noget som helst, fordi vores erfaringer og oplevelser ikke altid korrelerer med hinanden. Vi bliver ikke alle varme om hjertet ved at se en rød fane, ligesom vi ikke alle ser rødt, når vi ser et billede af det skæve tårn i Pisa eller hører om Pisa-undersøgelserne. Og det er måske netop her, den demokratiske udfordring ligger i dag: At være i stand til at rumme uenighed.

Pisa har uvilkårligt fået nogle af os til at undres, lyst til at høre nærmere og fået os til at øjne en større verden ude omkring med både dens fejl og mangler. Og hvad der så i øvrigt er verdens små fejl og mangler, vil næppe være ens for alle. Og da slet ikke hvis der er tale om små fejl i kladden, der bedømmes som store fejl i indføringshæftet, da vil det være helt forkert, hvis de for mange af os andre kommer til at fremtræde som store sjuskede fejl. Og er det i virkeligheden ikke det, der er ved at gøre sig gældende her med sådan en overskrift? Eftersom det formentlig kun er et lille udsnit af lærerne, der finlæser indholdet af disse artikler.