Historie kan blive rigtig interessant, når man kommer derned, hvor almindelige mennesker rent faktisk færdedes, og man beskæftiger sig med konkrete mennesker frem for strukturer og strømninger.

I denne ambitiøse årbog er der især to artikler, som kan anbefales. Den ene er en nøjere beskrivelse af den nærmest kanoniserede skandale fra 1952, hvor komikeren Danny Kaye under et besøg i Odense lagde sig i H.C. Andersens seng. Stor opstandelse og hellig forargelse blandt relikvievogterne, med den pudsige konsekvens at folk valfartede til byen, men nu for at se den seng, som Danny Kaye havde ligget i. Og godt det samme, for året efter fandt man ud af, at byens langstrakte søn umuligt kunne have brugt den forvoksede barneseng som natteleje. Så historien måtte omdefineres på dette punkt. Sjov og velfortalt beretning om medieselvsving og selvhøjtidelige traditionsbestyrere.

Den anden artikel, der følger den dynamiske lærerinde Vilhelmina Suhr og hendes indsats for Grundtvigs skolesyn, er mere problematisk. Forfatteren har udført et imponerende dokumentationsarbejde, men resultatet er blevet en blanding af social-, skole- og bygningshistorie, der gør det vanskeligt at følge hovedhistorien om den tidlige grundtvigianisme på Fyn. Beretningen om Vilhelmina Suhr er ikke strengt lokal, der er mange spændende sidehistorier om de sogne, hun og hendes mand kom til at bo i, og en tid præget af omstrukturering i samfundet og det slesvigske spørgsmål. Der er mange interessante oplysninger i fodnoterne. Så hvis man kan holde styr på de mange detaljer og sidespor, får man et godt tidsbillede og et portræt af en spændende foregangskvinde.