Anmeldelse

Martin Luther

munk - oprører - reformator

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er mange grunde til, at jeg gik i gang med at læse denne biografi med særlig stor interesse og forventning. Blandt andet forfatternavnet Martin Schwarz Lausten, som jeg dels har flere rigtig gode bøger stående af, dels har lyttet til ved flere forskellige lejligheder. Hvad denne mand ikke ved om vor store reformator og reformationstiden, er bestemt ikke værd at vide. Og en rigtig god for­mid­ler bliver man af to helt særlige grunde: Et stort og brændende engagement og en meget stor viden og indsigt.

Jeg må indrømme, at jeg slugte denne fagbog som en roman. Menneskeskæbner har altid interes­se­ret mig, og tidligere har jeg flere gange læst Jan Lindhardts Luther-biografi, "Mellem djævel og gud", som også er en godt fagligt formidlet bog. Men i forhold til Lindhardts Luther-biografi, der bruges meget på lærerseminarierne, er Schwarz Laustens biografi lettere læst. Titlen: munk oprører reformator signalerer sammen med forsideillustrationen med Luthers portræt i "popkunst" a la War­hol, at vi har at gøre med en populær bog, som jeg virkelig vil håbe, at de unge læsere i de ældste klasser vil få lyst til at læse. Eller i alt fald vil jeg i det mindste håbe, at deres lærere vil få lyst til at læse i den, mens de glemmer alle deres forudfattede meninger om Luther.

Det nye og moderne syn på Luther og på reformationstiden er meget langt fra det traditionelle fromhedsdyrkende billede af troens "mørkemand". Luther var hverken pietist eller grundtvigianer, men han brændte for en sag: En opfattelse af kristendommen. Hans reformer hang tæt sammen med de erfaringer, han gjorde sig, og vi får meget at vide om Luther som menneske, der på smukkeste vis sættes ind i en samfundsmæssig kontekst. Det er bestemt ikke alt i Luthers lære, der er forældet, og faktisk slår det én flere gange, hvor nutidig og direkte han er i sin sprogbrug og argumentation. Så skynd jer ud og køb bogen til jeres skolebibliotek, og læs den før din kollega eller den kvikke elev!

Powered by Labrador CMS