Anmeldelse

1968

Året der rystede verden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det efterhånden symbolladede årstal bød på en ophobning af begivenheder, som fik afgørende betydning for vores måde at opfatte samfund og omgangsformer mellem mennesker på. Martin Luther King og Robert Kennedy blev skudt, studenter verden over besatte universiteter i protest mod forældede undervisningsformer og verdens uretfærdighed i bred almindelighed. I en og samme uge i august invaderede russerne Tjekkoslovakiet, og i USA gik der kaos i Demokraternes partikonvent i Chicago. Ikke blot nominerede den tilrejsende venstrefløj et svin som præsidentkandidat, byens borgmester sendte også sine politibetjente hen for at banke nogle af sine partifæller, han var uenig med, på deres hotel. Pressen var med, og tv blev et vigtigt medie. For første gang gik det op for unge mennesker, at der var unge i andre lande, der tænkte ligesom dem selv.

Bogen kommer godt omkring Vietnamkrig, demokratiforsøg i Østeuropa, eksperimenter med nye livsformer, musik og stoffer.

Forfatteren har foretaget grundig research i USA, Polen, Tjekkiet og til dels i Mexico. Det efterlader en opgave til historikere fra andre lande med at fremskaffe facts til et lige så godt overblik fra andre steder i verden, selv om Ebbe Kløvedal Reich har skrevet et forstandigt efterord.

Bogen er imponerende og fascinerende, velskrevet og let læst trods de mange nødvendige navne, begivenheder og organisationer. Nu, hvor 68ere er blevet et frit flagrende skældsord, er der brug for viden om, hvad der egentlig skete, og en mulig forklaring på hvorfor. Brug den som forberedelse til din historieundervisning og til at blive klog på i al almindelighed.