Studerende bliver i Danmark

Om den internationale dimension i læreruddannelsen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvor mange Erasmus-studerende sender I ud i år? spørger min spanske kollega. Så er det, man krøller tæer af forlegenhed. For hvordan skal man få sagt, at på en læreruddannelse med over 1.300 studerende er der i år ingen, der tager et studieophold i udlandet?

Situationen er stort set den samme på andre lærerseminarier, hvis det kan være nogen til trøst.

De danske studerende bliver hjemme.

Det kan der være mange forklaringer på, men den vigtigste er, at læreruddannelsen slet ikke er indrettet på mobilitet.

Med fire linjefag, obligatoriske fag og pædagogik og psykologi er læreruddannelsen så tæt pakket, at det nærmest er uforsvarligt at tage af sted i de minimum tre måneder, der kræves for at få et Erasmus-stipendium.

Desuden har det siden 1998 ikke været tilladt at afvikle bare en enkelt af praktikperioderne i udlandet. Den danske læreruddannelse forbereder til en dansk skole, og så er udenlandske skoleerfaringer irrelevante.

Så der er faktisk ikke noget at sige til, at de danske studerende bliver hjemme.

Regeringen har sidste år fremsat en strategi for internationalisering, hvor de to første mål er, at »den internationale dimension i uddannelserne skal styrkes« og »mobiliteten blandt elever, studerende og lærere skal styrkes«.

Hvis det skal have mening også for lærerstuderende, skal uddannelsen indrettes til det.

Her kan vi heldigvis trække på udenlandske erfaringer.

I Norge og i Holland opererer man med et særligt semester i løbet af uddannelsen til individuelt tilrettelagte studier. Her har de studerende mulighed for at tage på studieophold og praktik i udlandet, uden at de mister noget af deres hjemlige undervisning. De kan indlede deres ophold med et crash-kursus i landets sprog, så de kan få noget ud af praktikken. Hvis de vælger at blive hjemme, kan de deltage i deres egen institutions engelsksprogede Erasmus-forløb og på den måde komme til at udveksle erfaringer og synspunkter med udenlandske studerende.

I England forventes det, at alle fremmedsprogslærere har et studieophold i målsprogslandet bag sig. Man kan ikke undervise i tysk sprog og kultur, hvis man ikke har levet i Tyskland eller Østrig, lyder argumentationen.

Det hjælper også på mobiliteten, hvis uddannelsen er moduliseret. Det vil sige, at fagene bliver opdelt i enkeltelementer. Så kan man for eksempel vælge at læse modulet »anden verdenskrig« i faget historie på en hollandsk hoge-school eller modulet »udviklingspsykologi« på et polsk universitet.

Men pointen i et udenlandsophold er ikke, at de studerende lærer det samme stof på et andet sprog. Formålet er, at de lærer at samarbejde fagligt med nogen, der er forskellige fra dem selv. At de får opbygget et netværk, som de kan trække på, når de bliver færdige som lærere og vil oprette partnerskaber med andre skoler. Men det allervigtigste er, at de ser, at der er andre måder at undervise og tilrettelægge læring på, end det vi gør i Danmark. Uanset om de fremmede skoler opleves som bedre eller dårligere end de danske, giver en praktik på en skole i et andet land stof til eftertanke om, hvad kvalitet er. Hvilke værdier er der i den danske uddannelseskultur, som vi skal holde fast i, og hvad kunne med fordel laves om?

Et studieophold i udlandet er en udfordring og en berigelse for professionen snarere end for fagligheden.

Tænk, hvis vi om fem år kan svare den spanske kollega: »Vi regner med at sende fem procent ud«.

Tove Heidemann er international koordinator på CVU Sønderjylland

Powered by Labrador CMS