Pisa-udtalelse stemt ned

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folketingsvalget og Pisa-debatten, som var et stort tema i valgkampen, kom også til at fylde en del på hovedstyrelsesmødet i sidste uge. Peter Hess-Nielsen foreslog, at man vedtog en udtalelse med kritik af Pisa-undersøgelsen og den »fejlagtige stempling af en stor del af skoleeleverne som funktionelle analfabeter«.

»Pisa er først og fremmest et politisk inspireret og motiveret partsindlæg. De såkaldte videnskabelige metoder er mangelfulde og stærkt kritisable. Analyse og teorigrundlag er stort set fraværende, og hemmelighedskræmmeriet er udpræget. Pisa har således intet med videnskab at gøre«, hedder det blandt andet i forslaget fra Peter Hess.

»Vi skal tage afstand fra Pisa og opfordre til, at Danmark trækker sig ud. Det her gider vi simpelthen ikke være med til«, sagde Peter Hess som motivation.

Anders Bondo mente, at Danmark skal deltage i internationale undersøgelser, men var enig i, at brugen af Pisa bør kritiseres.

»Pisa skal ikke bare afvises, men vi skal have gjort diskussionen mere nuanceret, og vi skal i langt højere grad reagere på nogle af de vanvittige meldinger, der kommer, når der snakkes Pisa«, sagde formanden.

Jan Trojaborg advarede imod at lægge for meget afstand til Pisa, når der rent faktisk er noget om en del af kritikken.

»Uanset at Pisa har slør i videnskabeligheden, peges der på noget rigtigt, og vi skal benytte os af, at alle politikere for en gangs skyld vil bevilge penge til bedre ledelse, mere efter- og videreuddannelse og til skabelse af en evalueringskultur, som vi længe har ønsket os. Jeg er imod den måde, Peter Hess forskønner virkeligheden på«, sagde han.

Der var bred enighed om, at Lærerforeningen skal se særdeles kritisk på Pisa-undersøgelserne og på den måde, de bruges og misbruges på politisk, men Peter Hess forslag til udtalelse blev alligevel stemt ned. Dels fordi det ikke er kutyme, at hovedstyrelsen vedtager udtalelser, dels fordi flertallet ikke kunne lide forslagets ordvalg.

»Jeg bryder mig ikke om retorikken, jeg bryder mig ikke om, at vi udtaler os på den måde. Men ligesom andre har sagt hele vejen rundt om bordet, så er jeg meget enig i vurderingen af Pisa«, sagde Tove Borch.

Peter Hess blev opfordret til at trække sit forslag, men det ønskede han ikke. Tre stemte for, men 21 var imod.

jrj@dlf.org

tt@dlf.org

Powered by Labrador CMS