Jeg gav mig med stor fornøjelse i kast med artiklen »Elever kan lære at opføre sig ordentligt« i Folkeskolen nummer 6, men oplevede undervejs en vis ærgrelse. Ikke over artiklens indhold eller tankerne bag »Børn kan«-metoden, men over, at jeg, som lærer på en specialskole for børn og unge med autisme og Damp, med stor succes praktiserer denne metode i mit daglige arbejde med eleverne på skolen, uden at andre får del i metoderne og erfaringerne. Rundt omkring på landets skoler, folkeskoler som specialskoler, ligger bunker af positive erfaringer med forskellige pædagogiske metoder, som sjældent når ud over den enkelte skoles matrikel. Hvor er det dog ærgerligt, at dette store og betydningsfulde arbejde, som er så vigtigt for den enkelte elevs trivsel og positive udvikling, ikke i højere grad er en del af en større vidensbank.

Vi er alle underlagt folkeskoleloven, men når det er sagt, så er hver enkelt skole sit eget lille videnscenter med en høj grad af praktisk erfaring med forskellige pædagogiske metoder.

På de specialskoler, hvor elevgrupperne er potentielt normaltbegavede med særlige vanskeligheder inden for det autistiske spektrum, har vi i mange år arbejdet med »Børn kan«-metoden, vel vidende at flere elever i folkeskolen sidder med nært beslægtede vanskeligheder.

Så lad os arbejde målrettet på en udvikling af specialskoler til også at fungere som videnscentre, hvor vi når længere ud med alle vore erfaringer, så vi ikke skal opfinde den dybe tallerken flere gange. Men hvorfor ikke sætte sig sammen, specialskoler og folkeskoler, og her sammen udvikle og videreudvikle pædagogiske metoder til hjælp for den enkelte lærer og den enkelte elev med baggrund i hver vores erfaringer.