Debat
Plads til forundring om overenskomster
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I Folkeskolen nummer 6 og 9 har jeg efterlyst en vurdering af resultatet af 2002-overenskomsten og mindet både formanden og næstformanden om deres udtalelser i forbindelse med urafstemningen dengang.
Af formandens svar til mig i nummer 9 kan jeg forstå, at vi som organisation ikke skal forholde os til fortiden. Det er nærmest lidt pinligt at læse. Overenskomst 02 består altså af mere end en generel lønstigning på 0,03 procent det første år, og reguleringsordningen er så sandelig en væsentlig del af overenskomsten.
Men hvis ingen anden vil komme med en vurdering, så tør jeg da godt vove et øje. Jeg mener, at Overenskomst 05 er ganske god, men den er nok lidt ringere end Overenskomst 02. Så når resultatet i 2002 kunne få 71 procent af samtlige medlemmer til at stemme nej, må vi vel forvente et nej denne gang på omkring 80 procent.
Spøg til side! Naturligvis bliver Overenskomst 05 stemt hjem med et bragende flertal. Men tilbage står stadig en dyb undren over, hvordan det kunne lade sig gøre at få 71 procent til at stemme nej til overenskomsten i 2002, som efter manges mening er den lønmæssigt bedste overenskomst i mands minde.
Men måske var det slet ikke overenskomsten, vi stemte om?
Svar
Jeg forstår overhovedet ikke, at du ud af mit svar til dig i Folkeskolen nummer 9 kan tillægge mig det synspunkt, at vi ikke skal forholde os til fortiden.
Jeg ved ikke, hvad du stemte om i 2002, men jeg stemte om overenskomstresultatet, og jeg stemte nej af den primære grund, at resultatet indeholdt en udbygning af Ny Løn med en øget tværgående forlodsfinansiering. Det er min vurdering, at det var samme begrundelse, der gjorde, at en enig hovedstyrelse anbefalede et nej i 2002. Det massive nej fra lærerne er efterfølgende brugt konstruktivt til at skabe forståelse for, at der skal forskellige lønmodeller til på det kommunale område, og var derfor en medvirkende årsag til, at vi nåede det resultat, som vi gjorde i 2005. Det er væsentlige erfaringer fra fortiden, som vi selvfølgelig skal lære af.
Anders Bondo Christensen, formand for DLF
