Det er ganske vist Den nye minister har dårligt fået overrakt nøglerne til ministeriet, før flere af Folkeskolens trofaste læsere er i gang med at gøre en fjer til fem høns. Den gode Bertel Haarder får end ikke mulighed for at vise, at han har lært noget af de pædagogiske fremskridt, der er gjort i de sidste mange år.

Jeg kan ikke forstå, at Michael Dietz og Jørgen Kjærgaard i Folkeskolen nummer 9 farer ud og laver fremtidige høns af fortidens fjer. Uanset hvor man end står rent politisk, så kan man ikke tillade sig på forhånd at tro på, at Haarder ikke har fulgt med tiden.

Som lærer bliver jeg stødt over at se kollegaer opføre sig lige modsat af det, de forhåbentlig selv lærer deres elever: Man skal give folk mulighed for at vise, at de har forandret sig og lært noget af deres fejltagelser.

Jeg forventer mig meget af den nye minister (som i øvrigt kun kan gøre det bedre end de sidste par forgængere på taburetten). Ikke mindst forventer jeg, at han får strammet op om folkeskolen, for han har altså ret i, at der er en slaphed i systemet. Hvordan kan man ellers forklare, at vi med verdens dyreste folkeskole ikke har råd til materialer, udvikling og god undervisning til alle stærke som svage. Jeg håber, at vi, med Bertel Haarder ved roret, kan få vendt besparelser til effektivitet og overskud, så vi lærere kan få tid til arbejdet med eleverne og til at dygtiggøre os.

Men det kan vi kun, hvis vi vil samarbejde med ministeren. Derfor håber jeg, at alle har læst Niels Skipper Petersens glimrende indlæg i samme nummer, som (frit gengivet) blandt andet lød:

Lad være med at klynke, bare fordi ministeren ikke har den rigtige partifarve! Arbejd i stedet konstruktivt og visionært med den minister, der nu engang sidder på taburetten!