Billedet viser fodsporene fra en mand, der er ude at gå. Skridtlængden P er afstanden mellem det bagerste af to fodaftryk, der følger lige efter hinanden.

Formlen n/P=140 angiver et forhold for mænd mellem to størrelser n og P, hvor

n = antallet af skridt per minut

P = skridtlængden i meter.

Spørgsmål 1: Hvis formlen gælder, når Henrik går, og Henrik tager 70 skridt i minuttet, hvad er Henriks skridtlængde så? Vis, hvordan du nåede frem til dit resultat.

Spørgsmål 2: Benny ved, at hans skridtlængde er 0,80 meter. Formlen gælder for Bennys gang.

Beregn Bennys ganghastighed i meter per minut og i kilometer per time. Vis, hvordan du nåede frem til dit resultat.

Et af de hovedansvarlige uddannelseskonsortier skriver om opgaven:

»Elever vil ofte have set deres egne fodspor i sand eller jord, men har sandsynligvis ikke tænkt ret meget over sammenhængen mellem antal skridt per minut og skridtlængde«.

Men har Pisas opgavestillere mon selv tænkt over det? Den formel, de giver, medfører i hvert fald stik mod al erfaring at hvis man tager længere skridt, så stiger antallet af skridt per minut. Læseren kan selv efterprøve, hvor urealistisk »Pisa-formlen« er (at Pisa egentlig også havde tænkt sig en omvendt sammenhæng mellem skridtlængde og antal skridt, fremgår indirekte af kommentarer til opgaven).

Illustrationen er et kapitel for sig selv. Her defineres skridtlængde som »afstanden mellem det bagerste af to fodaftryk, der følger lige efter hinanden«. Men de to skridt på fotografiet er ikke lige lange. Så hvad er mandens skridtlængde? Hvad er den pædagogiske pointe i at vælge en illustration, der vil forvirre de elever, der reflekterer over fotografiet, og belønne dem, der bare går i gang med at sætte tal ind i formlerne uden overhovedet at tænke over hverken tekst eller illustration?

Hvordan kan en så meningsløs model og en så forvirrende illustration slippe igennem Pisas angiveligt meget strenge kvalitetskontrol?

Man kan ikke vide, hvordan ovenstående har påvirket de danske elever i forhold til eleverne i andre lande. Men det er mit indtryk, at de ikke særlig prøvevante danske elever ikke er ret godt forberedte på, hvad man rent opgaveteknisk skal gøre for at optimere sine resultater i Pisa. Det væsentligste er dog, at opgaverne straffer de elever, der tager Pisa alvorligt og prøver at svare, som om prøven havde noget med virkeligheden at gøre. Der er grund til at se Pisa alvorligt efter i sømmene, før man går i gang med næste runde.

folkeskolen@dlf.org