Anmeldelse

Commedia dell' Arte / Hønen, der kom til ære

Øvelse til maskespil / Eller Den udstoppede hustru

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I begyndelsen var skjalde og barder. Begavede mænd især som mestrede kunsten at skamrose herskeren og nedgøre hans fjender. Kunstarten var begrænset til kongesale og samlingssteder, der opstod rundt om det transportable højsæde. Med byernes opkomst fik man et offentligt rum, som ikke lod sig kontrollere på samme måde. Her var plads og påskønnelse til folkelig optræden med pruttelyde og seksuelle hentydninger som bærende elementer. Og satire over borgerskabet. De omrejsende teatertrupper skiftede hele tiden ud i besætningen, når medlemmer blev sat i spjældet, faldt i druk eller ikke var til at flå ud af den tilfældigt elskedes arme. Så det skulle være nemt for afløseren at gå ind i en rolle og nemt for publikum at genkende den, selv om den måske ikke lige blev spillet med finesse. Således opstod det sæt af karakterer, vi i Danmark i dag kender fra Holbergs komedier, Tivolis Pantomimeteater og Dyrehavsbakkens Pjerrot. Og mange andre steder.

I disse to overkommelige udgivelser får vi historien og gennemgang af karakterernes baggrund og kendetegn. Og maskerne, der straks får publikum ind i historien, selv om skuespilleren i dag ikke ligner ham fra i går. Når det skal være fint, bruger man dyre lædermasker, men i bøgerne er der anvisninger på, hvordan man selv kan fremstille nogle funktionsduelige i papmache. Her er også dramaøvelser, der kan føre skuespillerne ind i teknik og tankegang. Og en herlig forvekslingskomedie, der kan spilles fra omkring 6. klasse.

Commedia dell artes klassificering af menneskeheden er gået ind i vores almindelige tænkemåde, og man skal ikke snyde børnene for dette analyseredskab. Eller for det sjov, der kommer ud af at forsøge sig som markedspladsernes virkelige herskere for en periode. De velskrevne bøger her kan varmt anbefales til formålet.