Det, man ikke har i hovedet, må man have i . Ja, hvor, egentlig? For 20-25 år siden var det en gængs holdning blandt mange lærere, at udenadslære var ligegyldig, det handlede om, at eleverne skulle lære, hvor de kunne slå tingene op. Lige for tiden er det lige ved at være omvendt, og om atter 20 år kan vi være tilbage igen, uanset hvor meget Pisa-skolens fortalere selv mener, at nu har de fundet frem til det indiskutabelt rigtige.

Situationen er nemlig ikke ny. Siden menneskeheden skabte et skriftligt alternativ til memoreringen, har holdningen skiftet fra den ene periode til den anden. I højmiddelalderen havde de få lærde adgang til de få bøger. Men når man diskuterede, hvordan mennesket kan opbygge sin sjæl, fik hukommelsen en fremtrædende plads i bygningsværket, nemlig som menneskets indre skatkammer.

Oplysningstiden fik ikke has på terpepædagogikken, men mange af tidens tænkere forsøgte at dreje skoleundervisningen fra ordene og over mod tingene det reale. Det var faktisk derfor, at den skoleform, der opstod i 1780erne, fik betegnelsen realskole.

Bogen er en spændende gennemgang af en menneskelig kunnen, som de fleste i dag umiddelbart opfatter som naturgiven og uundværlig. Forfatteren fortæller os noget andet, i en spændende, godt researchet og velskrevet fortælling om, hvordan man gennem tiderne har forestillet sig indersiden af hovedet, og hvad det bør bruges til.