Løn til (skole)konsulenter og skolepsykologer

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Løntrinsstigning

Den 1. april 2005 stiger alle (skole)konsulenter og skolepsykologer et løntrin. For (skole)konsulenter/skolepsykologer på trin 43-45 sker en umiddelbar oprykning. For (skole)konsulenter/skolepsykologer på trin 46 og opad sker der en stigning til nye løntrin, der består af værdien af det tidligere løntrin tillagt 1,78 procent. Det nuværende trin 46 bliver således til et nyt trin 47 med pengeværdien: Trin 46 plus 1,78 procent. Denne teknik er anvendt, da der er meget store spring mellem de højeste løntrin.

Forhandlinger om lokal løn

Til gruppen af (skole)konsulenter og skolepsykologer afsættes 2,5 procent af lønsummen til lokale lønforhandlinger. Midlerne er til rådighed 1. januar 2006 og 1. januar 2007, hver gang med 1,25 procent.

Der er udmøntningsgaranti for LC-gruppen (Lærernes Centralorganisation) på den lokale løn. Der skal altså holdes regnskab med, at gruppen som samlet hele får, mindst hvad der er afsat til de lokale lønforhandlinger i perioden.

De lønpolitiske drøftelser føres i forbindelse med de årlige lønforhandlinger med organisationerne. Derudover kan (amts)kommunen fremlægge sin overordnede lønpolitik i det øverste medindflydelsesorgan med henblik på årlig drøftelse. De lokale forhandlingsparter aftaler frister og procedurer for forhandlingerne. Det påhviler (amts)kommunen at indkalde til denne forhandling. Opnås ikke enighed, videreføres den nugældende frist på seks uger for lokal forhandling.

Generelle lønstigninger og reguleringsordningen

Alle i gruppen får to gange i perioden forhøjet lønnen og alle tillæg (medmindre der er aftalt uregulerede tillæg). Det sker med 0,69 procent den 1. januar 2006 og med 0,8 procent den 1. april 2007.

Hertil kommer så reguleringsordningen. Den skal sikre, at offentligt ansattes løn kan holde trit med lønudviklingen på det private arbejdsmarked. Det er aftalt, at reguleringsordningen den 1. januar 2006 udløser en lønstigning på 0,7 procent til alle. Det skønnes, at ordningen udløser 1,23 procent den 1. oktober 2006 og 0,7 procent den 1. oktober 2007. Det vil i givet fald komme alle til gode.

Forbedret pension

Pensionsprocenten for overenskomstansatte stiger fra 17,1 til 17,3 fra 1. april 2006.

Tjenestemandspensionen for pensionister fra den lukkede gruppe reguleres efter de statslige lønninger. Der er denne gang på statens område aftalt en ekstraordinær stigning på en procent. Det sker samtidig med de generelle stigninger på statens område den 1. april 2005. Tjenestemandspensionerne stiger igen 1. april 2006 og 2007 med samme procentsats som de generelle lønstigninger, der er aftalt på statens område.

Løntrinsstigningerne/tillæggene sikrer i øvrigt kommende statstjenestemandspensionister en højere pension.

ATP

ATP-bidrag har siden 1987 været uændret, fordi man i overenskomstforhandlingerne har valgt at bruge pengene til andre formål. Det er nu aftalt, at ATP-bidraget fremover skal reguleres som for andre lønmodtagere. Det betyder en højere ATP-pension i sidste ende.

Forhøjet særlig feriegodtgørelse

Den særlige feriegodtgørelse, som udbetales til alle fastansatte med lønudbetalingen omkring 1. maj, forhøjes fra 1,5 procent til 1,7 procent. Hvis man har en årsløn på cirka 350.000 kroner, betyder det, at feriegodtgørelsen stiger med cirka 700 kroner til cirka 6.000 kroner årligt. Den forhøjede særlige feriegodtgørelse kommer til udbetaling omkring den 1. maj 2006.

Lønsedler

Det er aftalt, at de kommunale arbejdsgivere og organisationerne skal se nærmere på, om man kan gøre lønsedlerne bedre. Samtidig skal det undersøges, om elektroniske lønsedler kunne være en fordel.

Alle (skole)konsulenter og skolepsykologer stiger et løntrin i overenskomstens første år I andet år er der afsat 1,25 procent til lokale lønforhandlinger I overenskomstens tredje år er der også afsat 1,25 procent til lokale forhandlinger Der udløses desuden generelle lønstigninger i overenskomstens andet og tredje år plus det, reguleringsordningen udmønter.(Skole)konsulenter og psykologer: Alle (skole)konsulenter og skolepsykologer uden ledelsesbeføjelse.
Powered by Labrador CMS