Folkeskolens leder:

Norske test-tæsk

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Test, så ved du, der sker noget. I Norge.

De godt 32.000 mennesker, som hver uge klikker ind på folkeskolen.dk, har den seneste tid kunnet følge med i et norsk test-drama, som dag for dag er blevet mere og mere grotesk. Dramaet er langtfra slut, og det er meget svært at se, at det kan få en happy ending, hvor lærernes undervisning og elevernes læring er blevet bedre.

Nysgerrige kan hoppe på her:

Det begyndte med, at regeringen indførte nationale test sidste år. Trods råd fra forskere og lærere om, at prøveresultaterne ikke var egnede til offentliggørelse, insisterede utdannings- og forskningsminister Kristin Clemet fra partiet Høyre. Hun lagde samtlige resultater på nettet, og medierne brugte dem omgående til at rangliste de norske skoler.

I januar i år førte det til civil ulydighed, da en anonym gruppe offentliggjorde de nationale læsetest, dagen før 10.-klasserne skulle udsættes for dem. Prøven blev gennemført. Men tusindvis af elever boykottede den, så nu trues de med lavere karakterer som straf.

Men den norske vanvidsforestilling stopper ikke her. Test tager tid fra undervisning, og rettearbejdet tager tid for lærerne. Og regeringen har haft så travlt med at indføre nationale test, at skolerne ikke har kunnet nå at lægge arbejdet ind i lærernes årsplaner. Så lige nu ser det ud til, at næste omgang test bliver gennemført, men ikke rettet. Fordi tiden mangler.

Ved redaktionens slutning var den senest registrerede konsekvens af de norske test, at i hvert fald én kommune føler sig tvunget til at ændre undervisningens organisering. I Hå Kommune arbejder man med rummelige skoler, hvor ganske få elever sendes til specialundervisning uden for klassen. Det betyder, at 99 procent af børnene tæller med i de nationale test, mens det i andre kommuner er langt færre, fordi specialundervisningselever ikke deltager i testene. Nu slår man bak i den lille skærgårdskommune. Eleverne skal igen udskilles til specialundervisning. Ikke for at hæve det faglige niveau, men for at score højere i de nationale teststatistikker. Teststatistikken har vundet over læringen. Så uanset hvor gode hensigter ministerens intentioner måtte have, er resultatet blevet til skade for skolens kvalitet.

-th