Debat

Kasket og hængerøv

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Er der kemi i køleskabet hos læreren? Nej, madsminken foragtes, og streng husholdning med Eerne forhindrer muligt indtag af skadelige tilsætningsstoffer. Høj miljøbevidsthed. Er der kjoler og slips og jakkesæt i klædeskabet hos læreren? Nej, der er hængerøv i fløjls- og cowboybukser, joggingtøj og T-shirts. Sidste emne godt nedstoppet i bukserne. Lav rollemodelbevidsthed. Og det grimme lærertøj skader folkeskolen, siges det i Folkeskolens reportage om lærerpåklædning anno 2005. Anders Bondo Christensen anser lærernes tøjvalg for et privat anliggende og udtryk for deres personlighed. I så fald betyder personlighed, at lærerne klæder sig meget ens på, som om man skal ligne det, man er. Og hvis påklædningen virkelig er udtryk for, hvordan lærere føler sig, er det så ikke et meget trist signal, man sender til sine omgivelser?

På kvinderne ses en sjælden gang en nederdel, men ellers er det buksedamer alle vegne. Kønsløst er det såmænd, uklædeligt til overmåde. De unge lærere følger i fodsporet, dropper makeuppen, mandigheden og kvindeligheden og bliver en stor ens masse. Fem søde lærere blev fremvist i bladet som et eksempel på tøjvalg en ganske almindelig skoledag. De hører bestemt til lærerkulten, der er opsat på at leve op til kravet om en påklædning, som understøttes i det øjeblik, de forholder sig til verden med et vokabularium, som utvetydigt kan aflæses som netop lærersprog. Så let er det at sætte læreren i bås. Det ville frisætte og ikke hæmme, hvis læreren nu og da også sprang i noget tøj, som signalerede, at man mere var på arbejde end i en fritidssituation med elever, og det ville være lettere at skælde ud over kropsholdning, kasket og hængerøvsbukser, hvis man signalerede alt andet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Powered by Labrador CMS