Debat

Faglig dygtighed – ja selvfølgelig

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerne bør naturligvis være kompetente, men samtidig skal man gøre sig klart, at der ikke i folkeskolealderen er tale om elever, som kan kommunikere og ræsonnere på linje med for eksempel gymnasieelever.

Det absolut vigtigste er at bevare nybegyndernes beredvillighed og læreiver længst muligt. Man må ikke undervurdere danske elevers markante tilfredshed med deres skolegang. Man skal huske på, at man let kan trække en hest hen til vandtruget men man kan ikke tvinge den til at drikke! Kort sagt: Kun hvis eleverne er velvillige og interesserede samt positive, kan nogen undervisning lykkes. Jeg havde engang tre praktikanter og skulle udtale mig om deres egnethed. Studielektoren blev meget forbavset, da jeg mente, at den bedst begavede med de højeste karakterer var komplet uegnet.

Lektoren begyndte dog at fatte, hvad der var i vejen, da jeg oplyste ham om, at pågældende var ganske ude af stand til at »se«, hvor elevernes vanskeligheder lå han tromlede bare frem efter næsen, mens eleverne faldt fra. Det var meget »fagligt dygtigt«, men kun til glæde for ham selv. Jeg anbefalede polyteknikum eller universitetet, men endelig ingen undervisning. Den efter min mening bedst egnede havde de ringeste personlige karakterer, men eleverne kunne lide ham og omvendt. Og så så han omgående, hvor elevernes vanskeligheder var. Hvis der er et eller andet, en lærer ikke lige behersker, så kan han sætte sig ind i det, vanskeligere er stoffet i folkeskolens 1.-7. klasse ikke. Løsningen er ikke en stærk lærerspecialisering, det ville kræve nogle enorme skoler med deraf følgende fremmedgørelse, hvis lærere kun skulle undervise i deres speciale.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Folkeskolen er ikke og skal ikke være en filial af hverken gymnasium eller universitet!