Debat

Overfodring med demokrati

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som regel skal der helt specielle ydre omstændigheder til, før det lader sig gøre systematisk at hjernevaske mennesker. Og sådanne ydre omstændigheder forefindes sjældent inden for vore landegrænser og da slet ikke i folkeskolen. Derfor kan man selvfølgelig ikke opfylde det kunstigt udtænkte mål ud af de forskelligartede børn at danne idealt socialt og ensartet indstillede, rendyrket hensyntagende, demokratisk tænkende og handlende mennesker. Og gør man alligevel forsøget og det gør man, fordi folkeskolen med sin foragt for en dominerende fagbetonet undervisning er indrettet på at gøre det kan man højst bibringe børn den overfodring, der gør de ædle menneskelige egenskaber til en del af det barndomsgods, som der bliver ryddet godt og grundigt op i i pubertetens Sturm und Drang. Dette giver næsten sig selv. Men der skulle altså alligevel en undersøgelse til, før det autoritativt nu kan fastslås, at den højagtede personlige dannelsesproces, som vi med en naiv og uklædelig ubeskedenhed påstår, at vore børn og unge mestrer til verdensmesterskab, i virkeligheden slet ikke har givet det ønskede resultat. Vore børn er altså ikke blevet hjernevasket i skolens fagforagtende gruppe- og projektdominerede dannelsesmaskiner. De er højst blevet overfodret indtil lede, så de næsten er nødt til at kaste dele af den ædle ridderlighed over bord for at komme normalt ind i voksenverdenen. Måske var det så bedre i fremtiden at besinde sig på forne tiders fagfikserede folkeskole, hvor den personlige dannelse var et produkt af den opdragelse, der skulle til for at gøre den daglige undervisning i fag mulig, og hvor demokratiske spilleregler indlærtes i historie- og samfundsfagstimerne.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget