Den 14. januar var jeg med Klarup Skoles Kor i Aalborg Hallen der skulle synges til Skolerigsdagen. Forud for arrangementet lå mange timers forberedelse.

»Hvem skal vi synge for?« blev der spurgt. Jeg forklarede, at det var en masse kloge mennesker, der skulle holde møde om, hvordan vi gør folkeskolen bedre. Klokken blev ni, og som programsat startede arrangementet. Jeg begyndte med at være en anelse forundret koret havde fået at vide, at de skulle synge for en fyldt sal, altså 800 tilskuere, og jeg vil anslå, at godt og vel halvdelen var mødt op til tiden. Skolechefen for Aalborg Kommune sagde godmorgen, der blev spurgt til, om man havde haft en god fest aftenen før, hvorefter scenen blev overladt til koret. Herefter forandredes min forundring til ren og skær irritation. Imens pigerne sang, kom folk vadende ind. Ikke nok med at de kom for sent, næh nej, en stor del af dem syntes åbenbart, det var enormt vigtigt at få sagt ordentligt tak for sidst, grine og i øvrigt være støjende.

Det var bare så synd. Koret havde taget den opgave meget seriøst, og det, de blev mødt med, var bare så respektløst. Heldigvis havde mange af pigerne efterfølgende en ironisk distance til begivenheden de syntes selvfølgelig, det var irriterende, at man ikke kunne høre dem ordentligt, men også at det var utroligt, at voksne mennesker ikke kunne finde ud af at møde til klokken ni. Som de sagde: »Helt ærligt!«

Hvis man kan forestille sig, at man lægger folkeskolens formål som transparent ned over begivenheden, så er jeg helt sikker på, at de folk, som den morgen valgte at gøre deres entré efter ni, er placeret absolut øverst i skalaen hvad angår målbare trinmål. Når det så er sagt, kunne jeg godt tænke mig at vide, hvordan de selv synes, det går med dannelsen?