Debat

Et spørgsmål om enten-eller

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Skal børn være selvstændige, engagerede, initiativrige og gode til samarbejde eller skal de være dygtige?« Enhver bør med baggrund i folkeskolens formålsparagraf og erfaringerne fra skolen før 1975 svare, at skolen først og fremmest skal gøre børnene dygtige og bibringe dem så megen faglig viden som muligt og øve dem i at håndtere samme. Undervejs gennem skolens vidensformidling udvikler børnene nu, som de altid har gjort det, samarbejdets, initiativrigdommens og engagementets kunst. Blandt folkeskolens akilleshæle finder man i dag, som det udtrykkes af Nourreddine Bouguessas i Folkeskolen nummer 1-2, at man gør det til et spørgsmål om enten-eller. Enten engagementet eller faglig dygtighed. Men altså ikke begge dele. Og hvorfor nu ikke det? Fordi man for det første erkender skolens uegnethed til overhovedet at formidle faglig viden i en grad, så vi i dag blot nærmer os realskolens formåen i tiden op til 1975. For det andet fordi man inden for magtens mure slet ikke er interesseret i, at skolen skal formidle faglig viden. En sådan manglende interesse i faglighed legitimerer man så ved at udbrede forestillingen om, at skolen enten kun kan udvikle børns engagement eller gøre dem dygtige. Men altså ikke begge dele. Her adskiller skolen i dag sig fundamentalt fra de tider, hvor skolen udøvede både-og. Selv Grundtvig bliver ført i marken i forsvaret for foragten for faglig viden. Grundtvig, der selv var sprængfyldt med anvendelig klassisk viden, citeres for følgende af professor Jørgen Husted: »Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kært«. Og hermed udleder Husted helt uberettiget og tendentiøst, at Grundtvig skulle være modstander af faglig indlæring. Herunder den portion terperi, der er forbundet hermed.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler