Det er vældig fint, at Folkeskolen og DLF igen og igen peger på risikoen for, at øget testning på sigt underminerer metodefriheden. Men en langt større fare lurer på lærerprofessionen. Med blikket stift rettet mod testmonsteret overser vi, at ikke blot lærernes metodefrihed, men hele idéen om fællesskabets skole er ved at blive tromlet ned bagfra af den »fleksible« skoles krav om »rummelighed« og individualisering.

DLF tager gevaldigt på vej, fordi lærerne pålægges at gennemføre sølle syv obligatoriske test til intern brug fordelt på ti skoleår og fem fag. Samtidig forholder foreningen sig ikke til, at lærerne i kommune efter kommune i årevis har været tvunget og fortsat tvinges på korpsåndskurser, hvor handelsrejsende udi »fleksibel« retorik snakker dem i søvn på kommunens regning. Hvorefter garvede lærere med ti, tyve, tredive års dyrekøbt erfaring gudhjælpemig pålægges at iføre både sig selv, eleverne og hele den daglige undervisning de gevandter, som forvaltningen og byrådspolitikerne i deres vankundighed har ladet sig prakke på og som i lærernes øjne er lige så gennemsigtige som kejserens de nye.

Hvis DLFs nyerhvervede, flotte professionsstrategi skal holde længere end til den umiddelbart forestående indgåelse af ny arbejdstidsaftale, må den nu vendes mod dette dagligt nærværende og ødelæggende angreb på metodefriheden. Klarer professionsstrategien ikke denne ildprøve, rutscher lærerstanden sandsynligvis direkte ned i resignation og demotiveret lønarbejdermentalitet.